Torsdag aften er dronning Margrethe og dronning Mary mødt op til genåbningen af Hofteatret ved Christiansborg Slot.

Dronningerne hilste veloplagt på pressen ved ankomsten, men de valgte begge at ignorere det følgende spørgsmål om, hvad deres tanker var om situationen med Grønland lige nu – og det overrasker ikke B.T.s underholdningsredaktør Fie West.

»Det sker jo ret ofte, at medlemmer af Kongehuset ikke vælger at svare på spørgsmål, når de er ude til arrangementer,« minder kongehuseksperten først om.

»Men vi ved også, at sagen om Grønland ligger Kongefamilien meget på sinde,« understreger hun.

Indtil videre har dog kun kong Frederik sat enkelte ord på den ganske direkte interesse for Grønland fra amerikansk side.

Men siden Kongens nytårstale, hvor han nævnte de stolte og stærke grønlændere, der ikke vaklede trods »en turbulent tid«, så har ingen medlemmer af Kongehuset nævnt den anspændte situation, hvor præsident Donald Trump ikke mindst flere gange har ytret, at han vil have Grønland, om det så kræver militær magt.

Dronning Margrethe og dronning Mary ankom hver for sig, men blev forenet lige før Hofteatrets forestilling, da de torsdag sammen deltog i teatrets genåbningen på Christiansborg Ridebane i København. 
Dronning Margrethe og dronning Mary ankom hver for sig, men blev forenet lige før Hofteatrets forestilling, da de torsdag sammen deltog i teatrets genåbningen på Christiansborg Ridebane i København.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Senest var det så fra dansk side udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der på et møde i Washington aftalte at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal finde fælles fodslag mellem det grønlandske selvstyre, det danske rigsfællesskab og de amerikanske ønsker om øget sikkerhed – for opkøb af Grønland er udelukket, lød det.

Men torsdag aftens genåbning af Hofteatret blev altså ikke anledningen til, at hverken dronning Mary eller dronning Margrethe ville sige deres første ord om situationen med det Grønland, de ellers nærer så tætte bånd til.

»Når de alligevel vælger ikke at kommentere sagen, handler det sandsynligvis om, at det i øjeblikket er så politisk betændt,« forklarer B.T.s underholdningsredaktør Fie West.

For når der er så mange faldgruber, er det ofte nemmest at tie stille, lyder det.

»Der er ingen tvivl om, at det vil blive koordineret nøje med Statsministeriet, hvis og når der skal komme en melding fra Kongehuset, og tidspunktet skal være det helt rigtige,« understreger underholdningsredaktøren.

Dronning Margrethe nåede heller ikke at svare på, om hun havde fået det bedre, siden hun onsdag måtte aflyse i sidste øjeblik. Læs mere om det HER.