Dronning Margrethe har for nylig været med til at fejre 800-årsjubilæet for Dannebrog, og i den forbindelse har hun fortalt om sit helt personlige forhold til flaget.

»Farmor kom over til os i Frederik VIII's palæ overfor, og her stod hun og min mor og far og vi piger og så gennem vinduerne flaget blive hejst.«

Sådan fortæller dronning Margrethe i et interview, hun for nylig har givet til magasinet 'Hjemmet', om den første gang, Dannebrog blev hejst over Amalienborg, efter Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt i maj 1945.

Dronningen mindedes, hvordan hun om morgenen 5. maj søgte ly i kælderen under Amalienborg Slot. Der lød der nemlig stadig skud fra Holmen, og vinduer sprang på slottet, uddyber hun over for magasinet.

Dronningen ses her ved en velkomstceremoni i Tallinn, Estland. Hun var der for at fejre markeringen af 800-året for dagen, hvor Dannebrog faldt ned fra himmelen i det østeuropæiske land. REUTERS/Ints Kalnins
Dronningen ses her ved en velkomstceremoni i Tallinn, Estland. Hun var der for at fejre markeringen af 800-året for dagen, hvor Dannebrog faldt ned fra himmelen i det østeuropæiske land. REUTERS/Ints Kalnins Foto: INTS KALNINS
Vis mere

Tidligere har hun fortalt i bogen 'Barn af Besættelsen', at både hendes og forældrenes soveværelse vendte i den retning, og derfor søgte de i sikkerhed nede i kælderen.

Hun husker befrielsen som en helt særlig tid, selv om hun kun var fem år gammel. Dronning Margrethe blev født 16. april 1940, kort efter at Danmark blev besat af tyskerne, og der voksede hun op i et Danmark under besættelse.

Dronningen blev dog skånet for meget af det, der foregik, fordi hun, som dronning Margrethe selv fortæller i bogen, lærte at tale tidligt og var et snakkesaligt barn. Forældrene ønskede ikke, at deres ældste datter skulle sige for meget til de forkerte.

Selv om Danmarks majestæt bare var en lille pige, da landet blev frit igen, så vidste hun godt, at det var en helt særlig tid, og hun husker flere ting meget klart fra den tid.

Blandt andet fortæller hun i bogen, hvordan hun gik ned og gav sit bolsche til en frihedskæmper. Hendes familie tvivlede dog på hendes historie.

Heldigvis var hun i 1966 på besøg i Argentina, hvor hun stødte på en dansk mand, som sagde, at det var ham, der havde været den heldige modtager af det kongelige stykke slik.

I år, da Dannebrogs jubilæum skulle fejres, var kongefamilien med i forreste række.

Dronningen rejste til Estland med det kongelige skib, som med navnet 'Dannebrog' netop er opkaldt efter vores flag. Her var der stor fejring af dagen, hvor det danske flag for 800 år siden ifølge sagnet faldt ned fra himmelen i det østeuropæiske land.

Også i Danmark markerede kongefamilien, at vores flag havde fødselsdag. Opmærksomme tilskuere kunne nemlig se, at kronprinsesse Mary på en diskret måde havde iklædt sig 'Dannebrog'.

Kronprinsessen bar et par sko, som meget tydeligt refererede til dagens 'fødselar' med sit røde og hvide design. Det skete, da kronprinsparret besøgte Vordingborg, hvor man præsenterede et historisk replika af Dannebrog med vimpler, som man mener, det i virkeligheden så ud dengang. Ved arrangementet var folk begejstrede for Kronprinsessens valg af fodtøj.

»Nej, se hendes sko!« lød det begejstret, hver eneste gang kronprinsesse Mary passerede en ny gruppe af de mennesker, der havde taget opstilling ved Danmarks Borgcenter i Vordingborg.

Dronning Margrethe, som blev født i det første år af besættelsen, bliver 80 år næste år, hvor hun sikkert også vil blive fejret af folket på Amalienborg Slotsplads med masser af hurraråb – og dannebrogsflag.