Man kan ligefrem se lettelsen i hendes øjne, når hun får øje på noget, hun kan holde fast i.
Dronning Margrethe kæmper i disse dage for at holde sig gående på Færøerne. Den danske monark har et stramt program under det fæørske sommervisit, og måske er det en anelse for meget for den 81-årige dronning.
Fredag eftermiddag ankom hun i helikopter til landets 6. største by, Fuglafjørður. Her ventede nærmest hele byen på at få et glimt af hende. Der bor 1542 mennesker i byen, og alle stod klar med både færørske og danske flag ved landingspladsen. Men kort før Dronning Margrethe stod ud af helikopteren, tog vinden den røde løber, der straks måtte reddes, inden hun kom ud.
Og så ventede en bil, der skulle køre hende en ganske kort distance.

Da hun steg ud af bilen og skulle gå mod næste stop, blev det for alvor hårdt for Dronningen. Det var tydeligt for enhver, at hun kæmpede for at bide smerterne i sig, mens hun gik hen mod den bænk, byen havde fået lavet i anledningen af besøget.
»Kunstneren har forsøgt at lave en bænk, der ser ud, som om den svæver. Som han selv siger: 'Vores Dronning hun er klog og en selvsikker dame, der hviler i sig selv'. Og derfor har han lavet bænken, der ser ud til at hvile i sig selv,« sagde borgmester Davur Juul i en tale til dronning Margrethe.
Og på denne svævende bænk kunne Dronningen endelig slappe af og hvile sine ben.

Det blev dog en kort fornøjelse, inden hun skulle videre til det gamle pakhus og rederi, Riberhus. Først så hun på broderi og derefter på kunstværker fra den færørske kunstner Heðin Kambsdal samt gamle bibler, der daterer tilbage til 1500-tallet.
Dronningen måtte sidde ned, mens Petur Martin Petersen fortalte om sine gamle bibler.
Hastigt skulle Hendes Majestæt videre til næste programpunkt - bygningen Framherja - og her skulle hun høre mere om de færørske fiskeriprodukter. Og efter hun havde været hele lokalet rundt, måtte hun også tage en pause og gribe fat i et bord, mens hun studerede fiskeprodukterne.
Efterfølgende tog hun blot et skridt bagud og tog plads i en stol.

Da pressen efterfølgende tog billeder af af hende foran bygningen, greb hun også fat i rækværket. Og efter ganske kort tid sagde hun med vanlig ironi.
»Så er jeg vist heller ikke mere morsom at se på.«
De fleste er imponeret over Dronnningens vilje til at gennemføre et stramt program på Færøerne, der strækker sig fra morgen til aften de fleste dage.
Dronningen har - som de fleste andre danskere over 60 år - slidgigt. Tilbage i 2000'erne fik hun to nye knæ.
Men skavankerne stopper hende altså ikke i at udføre sit arbejde på Færøerne, hvor hun er på farten fra tidlig morgen til sen aften.
B.T. følger Dronningen under hele besøget.
