Kunst og kultur har altid været et fast holdepunkt i hendes majestæt dronning Margrethes liv. Som udøvende kunstner, men også i Dronningens hverv som landets regent og i år som protektor for prestigeprojektet Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Berlingske har mødt Dronningen til en snak om kunstens rolle, vores kulturarv og ikke mindst en by, der for længst er vokset ud af Københavns skygge.

Et sidste standhaftigt strejf af sensommer står ind ad vinduerne i venteværelset i Det Gule Palæ i Amaliegade. De tykke mure hindrer selv den mindste brise i at finde vej til lokalet, og temperaturen letter først, da vi bliver ført over gården og ind i Christian IX’s Palæ, hvor Dronningen, når regentparret ikke residerer i palæet, har sin kontortid.

Her i den smukke riddersal er der anderledes svalt. Udenfor på Amalienborg Slotsplads trækker turisterne sammen før det forestående vagtskifte, og indenfor føres vi ind i de tilstødende gemakker til Dronningens bibliotek.

Vi er her for at tale om kunst og kultur. Og, fordi vi med hastige skridt er på vej ind i årets sidste fase, også en form for status over Dronningens rolle som protektor for et af de højest profilerede og mest betydningsfulde projekter på kulturfronten herhjemme i årtier – Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Et gigantisk projekt, der med tusindvis af små og store arrangementer hen over året ikke blot har været med til at markere Aarhus som kulturby, men også har involveret hele den midtjyske region med i alt 18 kommuner.

»Jeg vil sige det sådan – jeg undte virkelig Aarhus den cadeau, det var at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Den by har så meget at byde på, og der er sket en masse i byen i de sidste 30-40 år – ikke mindst inden for de seneste ti. Ting, der er værd at vise verden ude omkring for at sige: Det her kan vi godt i Aarhus,« lyder det indledningsvist fra Dronningen.

»Og så tror jeg samtidig, det var en særdeles klog idé, at man inddrog hele regionen og spredte begivenheden ud til nogle af de andre gamle købstæder i Midtjylland. Det har gjort noget for de forskellige byer, som fik en lidt højere profil, end de ellers ville have fået, og så kunne de ikke sidde der og sige: Nu render Aarhus igen med det hele,« fortsætter hun.

Det er tydeligt at mærke, at projektet optager Dronningen. For kunst og kultur betyder noget – og det samme gør Aarhus. Selv har Dronningen ikke nået at opleve så meget af det enorme program, som hun selv kunne ønske.

»Der er jo meget andet, der sker på et år. Somme tider viser det sig, at man ikke havde så meget tid, som man selv troede ...« som hun selv eftertænksomt formulerer det.

Foto: Linda Kastrup
Vis mere

En ting vil dog for altid sidde fast i erindringen – den officielle åbning, hvor Dronningen selv deltog, da hun hævede en lysende model af et vikingeskib op mod den aarhusianske aftenhimmel tilbage i januar.

»Selve åbningen var ganske fantastisk og bevægende. Det var den flotteste aften, man kunne tænke sig. Det regnede ikke. Det blæste ikke. Det var virkelig smukt, og man så, hvordan hele byen var blevet mobiliseret. Imponerende, at så mange mennesker involverede sig og ønskede at bidrage til denne begivenhed. De flere tusinde, der havde været med til forberedelserne, og så de mange, mange tusinde, der var der på gaderne for at opleve optoget gennem byen – og at det hele så foregik så stille og fredeligt som man sjældent oplever. Det var pragtfuldt at se. Jeg tænkte bare: Godt gået, Aarhus.«

Dronningens nære forhold til Danmarks næststørste by er velkendt og går mange år tilbage. Som ganske ung læste hun et år på universitetet. Og da hun blev gift og fik børn, blev byen og slottet Marselisborg et fast holdepunkt for den kongelige familie. Det første år efter brylluppet tog parret på bryllupsrejse, men siden da har Dronningen og prins Henrik boet hver eneste sommer på Marselisborg.

»Samtidig har vi også holdt de fleste jule- og påskeferier der, siden vi blev gift – og det er altså ret længe,« fastslår dronning Margrethe med et smil.

»Jeg føler mig meget forbundet med byen. Men den har virkelig også forandret sig med årene. Fra at være noget provinsiel at se på og bo i for en københavner som mig, er den slet ikke på den måde længere. Slet ikke. Det er en helt anden slags by nu. Aarhus er blevet stor og voksen og har ikke længere travlt med at hævde sig, fordi den er den største by i Jylland. Den er simpelthen Aarhus, og det er rigeligt. Aarhus har fået brede nok skuldre til at være, hvad den er. Og hvad den gerne vil være.«

Kan man sige, at Aarhus i kraft af sin status som kulturby og sine mange kulturelle aktiviteter er vokset ud af hovedstadens skygge?

»Det tror jeg er meget rigtigt. Nu behøver den ikke længere at vise, at den ikke står i skyggen af København. Det gør den bare ikke. Og så har Aarhus den fordel frem for København, at København jo også er regeringshovedstad, og hele centraladministrationen ligger der, så København har travlt med alt muligt andet end at være by. Aarhus kan koncentrere sig om at være Aarhus, og det gør den rigtig godt.«

Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Tidligere på året stivnede smilet i byen dog en smule, da der i begyndelsen af juni opstod en stor debat omkring et kontroversielt værk i Mindeparken i Aarhus. Kunstneren Katharina Grosse havde som en del af et større kunstprojekt i byen sprøjtemalet et hjørne af Mindeparken i røde og hvide farver, hvilket fik mange til at stille spørgsmål ved meningen med det hele, når mange kvadratmeter græs skulle fjernes, og træer fældes for at rydde op. Også dronning Margrethe, der praktisk talt havde værket i Marselisborgs forhave og efterfølgende udtalte, at »det nok ikke var den mest fikse løsning«.

Dronningen smiler, når hun tænker tilbage på al polemikken.

»Jeg fik set det, svagt. Men det var allerede adskillige uger efter, det var skabt, at jeg kom til Aarhus, så jeg så ikke så meget af det. Men det er klart, at det er noget kontroversielt. Jeg synes personligt nok, at vel skal kunsten gøre opmærksom på ting, og den må gerne være kontroversiel og stille spørgsmålstegn. Men hvis man taler om at passe på naturen, så synes jeg, det er lidt at træde sig selv over tæerne, at man så skal rydde op ved at fjerne flere ton jord og fælde adskillige træer. Jeg kan ikke se, at det er en god måde at gøre det på, men det er klart, at spørgsmålet om, hvordan vi behandler naturen, er overordentlig væsentligt. Og det kan da også godt være, at folk er blevet opmærksomme på det, men det synes måske bare, at opmærksomheden har været lidt destruktiv. Det er jeg jo også blevet kritiseret for, men jeg mener altså, at man godt må have en holdning til noget, der i den grad drejer sig om holdning.«

Opfyldte værket ikke præcis sin rolle ved at gøre opmærksom på nogle problematikker, vi har i vores samfund i dag?

»Det kan man jo godt sige.«

Og er dette ikke netop også kunstens rolle?

»Kunsten har så mange roller at opfylde, og det er nok en af dem. Men det er langtfra den eneste, der retfærdiggør kunsten eller forklarer, hvorfor man skal have kunst. Jeg synes også, kunsten er med til at skabe glæde og oplevelse, og der er ikke nogen grund til, at man ikke også skal glæde sig over kunst. Det bliver kunsten da ikke ringere af. Der er en glæde forbundet med kunst – den har jeg i hvert fald selv i meget høj grad.«

Så ikke kunst for enhver pris, kan man måske sige?

»Det må jo være et spørgsmål om, hvem der skal betale...«

Dronning Margrethe og prins Henrik udstillede begge værker på udstillingen »Pas De Deux Royal« på Aros i 2013. I alt var der 150 værker med på udstillingen. Foto: Scanpix
Dronning Margrethe og prins Henrik udstillede begge værker på udstillingen »Pas De Deux Royal« på Aros i 2013. I alt var der 150 værker med på udstillingen. Foto: Scanpix
Vis mere

Da samtalen falder på kunst og kultur, kan man mærke, at Dronningen er på hjemmebane. Emnet interesserer tydeligvis ud over det sædvanlige, og Dronningens viden på området spænder bredt. Som udøvende kunstner har hun arbejdet med mange af kunstens facetter.

Først og fremmest maleriet, men også scenografi og kostumer, découpage og broderier. Interessen stammer ikke fra fremmede. Begge hendes forældre interesserede sig for kunst. For faderen var det musikken. Moderens kunstinteresse strakte sig vidt og bredt i stil med dronning Margrethes egen.

Og gennem forældrene blev hun helt fra barnsben klar over kunstens kvalitet og fik så langsomt men sikkert selv en trang til at udtrykke sig kunstnerisk.

»Jeg tegnede som barn – det gør næsten alle børn jo, men jeg holdt bare aldrig op. Men det varede jo så en del år, før jeg kom frem med det og besluttede, at det ville jeg altså stå ved; At jeg ikke kan lade være med at male, tegne og producere mig. Og det har folk faktisk taget meget pænt.«

I dag har arbejdet med kunsten stadig topprioritet hos dronning Margrethe, der forsøger at finde plads sit eget arbejde med kunsten mellem alle de andre ting i kalenderen.

»Det, man rigtig gerne vil, det finder man tid til. Og jeg tror, det gælder enhver, der selv producerer et eller andet, hvad enten de er hundrede procent professionelle kunstnere eller kun laver noget ved siden af det, de i virkeligheden er sat til at lave. Det kan ikke være anderledes. Man kan ikke lade være,« fortæller hun og afslører samtidig, at hun hver torsdag har sat tid af i den royale kalender til arbejdet med kunst.

»Det har jeg gjort i mange år. Jeg besluttede på et tidspunkt, at nu ville jeg virkelig koncentrere mig om det, og satte derfor torsdag eftermiddag af, sådan at det lå i programmet. Hvis ikke der var noget, der skulle foregå på en dato, som absolut var en torsdag, så var jeg ikke tilgængelig fra klokken 14 til klokken 18-19 om torsdagen. Det giver muligheden for at fordybe sig, for så kan man gå fra det og komme tilbage til det. Det er dog først og fremmest maleriet, for jeg går jo også og laver andre ting. Jeg kan jo ikke lade være. Jeg kan ikke lade være.«

Ved den officielle åbning af Europæisk Kulturhovedstad 2017 hævede dronning Margrethe en lysende model af et vikingeskib op mod den aarhusianske aftenhimmel. Foto: Henning Bagger
Ved den officielle åbning af Europæisk Kulturhovedstad 2017 hævede dronning Margrethe en lysende model af et vikingeskib op mod den aarhusianske aftenhimmel. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvor vigtigt har det været at kunne prioritere kunsten?

»Det betyder noget. Når man virkelig gerne vil lave noget selv og producere noget kunst selv, så vil man jo også gerne have tid nok til at komme nogle vegne med det. Og jeg synes måske nok også, at jeg er kommet nogle vegne med det igennem de rigtig mange år, det har stået på. Havde jeg været hundrede procent kunstner gennem hele mit liv, så var det sikkert blevet til noget andet eller anderledes. Men jeg synes i hvert fald, at jeg personligt har haft megen glæde af det, jeg har kunnet gøre – virkelig megen glæde.«

I sit tidlige virke som kunstner førte dronning Margrethe en knap så offentlig rolle. Under pseudonymet Ingahild Grathmer skabte hun i begyndelsen af 70erne en række tegninger, der blev brugt som illustration i en udgivelse af Tolkiens Ringenes Herre.

Hun arbejdede både med akvareller og akrylmalerier i 70erne og 80erne og arbejdede sig hen over årene fra det naturalistiske mod det mere abstrakte. Men det var først i 1988, at hun med en meget omtalt udstilling på Køge Skitsesamling stod offentligt frem med sin kunst i større målestok. Siden da er det dog blevet til flere udstillinger i både ind- og udland. Ikke mindst en stor udstilling på Arken i Ishøj i 2012 og sammen med prins Henrik på ARoS i Aarhus i 2013. Og med denne mere åbne strategi er kunstkritikken naturligvis også fulgt med.

»Jeg er stadig meget spændt på, hvad folk siger. Men helt så ængstelig for, hvordan det vil blive modtaget, er jeg ikke. Efterhånden ved man jo godt, hvad det er, man laver. Om man selv synes, man kan være det bekendt. Og noget af den kritik, jeg har set, den ville jeg sådan set kunne være kommet med selv, hvis det skulle være. At andre ikke kan lide det, man laver, det har ikke noget med det at gøre. Men det er vigtigt, at man selv kan stå ved det, man har lavet. At nogle så synes, at man skal lade være med at stå ved det, det er selvfølgelig en anden historie. Men smag kan ikke diskuteres,« siger Dronningen men vedkender samtidig, at hun nok var mere sårbar i det tidlige stadie af sit kunstneriske virke.

»Det vil jeg tro, men på den anden side var jeg faktisk mere overvældet over, at det blev så pænt modtaget, end skuffet over den kritik, der var.«

Dronning Margrethe havde i 2012 en stor udstilling på Arken i Ishøj. Billedet er fra pressemødet i anledning af udstillingen. Foto: Keld Navntoft
Dronning Margrethe havde i 2012 en stor udstilling på Arken i Ishøj. Billedet er fra pressemødet i anledning af udstillingen. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Hvor vigtig er vores kunst og kultur for vores samfund?

»Jeg tror, det er meget væsentligt. Jeg tror absolut, at det er en af de ting, man skal være opmærksom på. Men jeg tror også, at det er vigtigt, at man ikke sætter det hen i en bås for sig. At man forstår, at kunst og kultur ikke er noget for sig, som man sætter på en bestemt hylde. Kunst og kultur skal være med hele vejen rundt. Ikke nødvendigvis de store, dyre mesterværker. Men kunst og kultur er en side af vores samfund og skal være en del af vores dagligdag. Det tror jeg, er vigtigt.«

Er det en del af vores nationale identitet som danskere, at vi har vores kunst og kultur?

»Det kan man godt sige. Men det er ikke mere vores identitet, end det er ethvert lands identitet, der kan læses i kunsten. Men vi har selvfølgelig vores egne traditioner og vores egen baggrund i den kunst, der er blevet frembragt i Danmark i tidens løb.«

Hvordan bør vi værne om vores kulturarv på den bedst mulige måde?

»Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på det, og jeg tror, at det er kolossalt væsentligt, at børn lærer om det i skolen. At de får det ind på et tidligt tidspunkt, så de får øjnene op for, hvor meget spændende der er inden for det felt. Den der aha-oplevelse, hvor man pludselig opdager, at noget er spændende, pragtfuldt og smukt. Det tror jeg, er forfærdelig væsentligt. Det håber jeg, man bliver ved med at have rigeligt af og mere endda.«

Det er vigtigt, at vi giver det videre til kommende generationer?

»Det er vigtigt, at vi giver det videre, så de kan forstå, at det er noget, der er værd at interessere sig for.«

Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Samtalen nærmer sig sin afslutning, men inden vi forlader Amalienborg, bevæger vi os atter mod det aarhusianske og fremtiden. For hvad tror Dronningen, der sker, når 2017 er ovre, og titlen europæisk kulturby er givet videre til Leeuwarden i Holland?

»Jeg tror ikke, det kulturår dør ud, når vi ikke skriver 2017 mere. Der er så meget, der er sat i gang, og så meget, der er kommet op at stå, og andre projekter, som er på vej. Aarhus vil kunne leve godt med kulturåret som en del af sin ballast. Det er ikke noget, der bare forsvinder, fordi plakaterne bliver taget ned.«

Så den aarhusianske selvbevidsthed er styrket med rollen som europæisk kulturhovedstad?

»Ja, det er den. Men det er en selvbevidsthed, de hele tiden har haft – nu har de bare for alvor noget at have den i.«