På Randers Kunstmuseum kan man for tiden helt eksklusivt og for første gang nogensinde se et udsnit af dronning Margrethes private kunstsamling.

Og den abdicerede dronning havde kun et enkelt krav for at låne de omtrent 60 private værker ud.

Det afslører direktøren for Randers Kunstmuseum, Lise Jeppesen, overfor Billed-Bladet.

Ifølge museumsdirektøren havde dronning Margrethe nemlig blot det ene ønske, at hendes værker skulle være tilbage i god tid inden jul.

Herunder særligt de værker, som til daglig hænger på Marselisborg Slot, lyder det, da det er her, dronning Margrethe skal holde julen.

Det er dronning Margrethe selv, der har udvalgt det udsnit af malerier, tegninger og skulpturer fra sin private kunstsamling, som for tiden udstilles på Randers Kunstmuseum under titlen 'Kærlighed til Kunst'.

Blandt andet er dette, Niels Strøbeks portræt af dronning Margrethe fra 1977, en del af dronningens private kunstsamling, som kan ses på Randers Kunstmuseum i disse dage. Foto: Niels Strøbek / Randers Kunstmuseum / PR
Blandt andet er dette, Niels Strøbeks portræt af dronning Margrethe fra 1977, en del af dronningens private kunstsamling, som kan ses på Randers Kunstmuseum i disse dage. Foto: Niels Strøbek / Randers Kunstmuseum / PR

Værkerne er normalt ophængt i dronning Margrethes hjem på de kongelige slotte Marselisborg, Amalienborg, Fredensborg og Gråsten Slot.

Udstillingen med dronning Margrethes private kunstsamling var hun selv med til at åbne sidste fredag, og den løber frem til 14. december.

Værkerne er af flere forskellige kunstnere, lige fra 1800-tallets dronning Louise til nutidens Michael Kvium.

Derudover står dronning Margrethe også selv bag enkelte af værkerne.