Lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig er død, 89 år gammel.
Det fremgår af hans nu offentliggjorte dødsannonce.

Lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig var hofjægermester, kammerherre, premierløjtnant ved Den Kongelige Livgarde og godsejer på Tranekær Slot.
Slottet overdrog han siden til 13. generation; sin søn grev Christian Ahlefeldt-Laurvig.
Ifølge Billed-Bladet blev lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig venner med dronning Margrethe allerede som 7-årig, og dronningen er desuden gudmor til hans ældste søn.
Dronning Margrethe har da også besøgt Tranekær Slot flere gange, ligesom lensgreven og familien har været inviteret med til flere både private og officielle royale begivenheder.

I dag er hans svigerdatter, grevinde Mette Ahlefeldt-Laurvig, hofdame for prinsesse Benedikte.
Desuden har han – ikke mindst gennem sin norske hustru, lensgrevinde Brita – også tætte forbindelser til det norske kongepar.
Lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig blev ifølge Berlingske den sidste lensgreve på Langeland, efter særordningstitlen blev afskaffet i 1919.
Hans slægt har regeret på den tidligere kongelige middelalderborg Tranekær Slot siden 1659.

Lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig efterlader sig sin mangeårige hustru, lensgrevinde Brita, og deres to sønner grev Christian og grev Ditlev, foruden fem børnebørn.
Han gik bort i fredags 14. november.
Han begraves næste fredag fra Tranekær Kirke på Langeland kl. 12.
Familien bemærker i dødsannoncen, at man i stedet for blomster gerne må donere til Hospice Sydfyn.

