Dronning Margrethe er testet positiv for corona.

Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Det sker efter, at Hendes Majestæt fik en positiv test tirsdag aften.

'Dronningen udviser kun milde symptomer og opholder sig nu i Christian IX's Palæ på Amalienborg,' forlyder det.

Det betyde, at Dronningens planlagte vinterferie i Norge, der skulle være påbegyndt i dag, aflyses. Og det er en trist melding lyder det fra B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel:

»Det kunne ikke komme på et værre tidspunkt for Dronningen, der altid glæder sig til vinterferie i Norge,« lyder det fra Jacob Heinel.

»Det kommer også i kølvandet på en utrolig travl tid for Dronningen. Lørdag var hun til kronprinsesse Marys 50 års fødselsdag, hvor der var mange gæster inviteret. Vi ved selvfølgelig ikke, hvornår Dronningen er blevet smittet, men vi ved i hvert fald, at hun ikke har siddet hjemme.«

Og selvom Dronningen ikke har råbt vagt i gevær angående coronasituationen, så er det noget, der desværre rammer mange.

»Dronningen har ikke vist sig som coronaalarmist. Men det er jo også klart, at omikron kan ramme os alle. Også dem med blåt blod i årene,« slutter Jacob Heinel af med.

Dronning Margrethe har tidligere udtalt sig om coronasituationen. Det gjorde hun i forbindelse med et besøg i Berlin:

»Vi er nødt til at acceptere det faktum, at smitten stiger, og vi må forsøge at være fornuftige, men ikke overreagere, for hvis vi overreagerer, tror jeg, at det gør problemet større, end det behøver værre. Og det betyder, at folk bliver irriterede og ikke tager tilstrækkelige hensyn,« sagde Dronningen og fortsatte:

»Vi er nødt til at holde en fornuftig balance mellem at være bevidste om faren, men ikke overreagere, for hvis folk bliver irriterede og ikke bevarer fornuften, så er det rigtig skidt.«

Dronning Margrethe er vaccineret tre gange.

Kongehuset oplyser videre, at man følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Det er ikke første gang, kongehuset er ramt af corona, også kronprinsesse Mary og prins Christian har tidligere været smittet.