Den stod bag Dronning Margrethe, da hun den 17. marts holdt sin tale til Danmark midt i corona-krisen.

Den hvide skulptur med to hænder, der holder et hjerte. Og i den gemmer sig en særlig og rørende historie.

Det fortæller Dronning Margrethe i DR1-programmet 'Dronningen holder frikvarter', som blev sendt den 14. april i anledning af hendes 80-års fødselsdag.

Her viser hun en større udgave af skulpturen frem, hvorefter hun fortæller om den hvide.

Dronning Margrethe og prins Henrik fejrede sølvbryllup i juni 1992.  
Dronning Margrethe og prins Henrik fejrede sølvbryllup i juni 1992.   Steen Wrem

»Skulpturen med de to hænder, der holder et hjerte, skabte min mand sidste år, mener jeg. Men han fik også lavet en lille én, i hvid marmor, som jeg fik i år på min fødselsdag,« fortæller Dronning om gaven, som hun fik i april 2018 på sin fødselsdag - altså to måneder efter prins Henrik gik bort den 13. februar 2018.

At det var en gave, der betød meget for hende er tydeligt i udsendelsen, hvor hun også fortæller, at hun blev overrasket med kærlighedsgaven.

»Den vidste hans nærmeste medarbejdere, han havde tænkt, jeg skulle have i fødselsdagsgave. Det var meget specielt pludselig at få den. Jeg kendte den slet ikke. Den er på Fredensborg,« siger en rørt dronning Margrethe, der fortæller, at den store skulptur skulle stå i Sydfrankrig. Det havde hendes mand bestemt.

»Så har vi fundet ud af, hvor den skulle stå. Det har han jo ikke kunnet være med til at finde ud af,« siger dronning Margrethe.

Hun fylder 80 år den 16. april, men på grund af coronakrisen bliver fejringen ikke helt som normalt.

For en række af de planlagte fødselsdagsfejringer er aflyst, og så har dronning Margrethe selv været ude med en særlig opfordring i anledning af den runde dag.

'I år opfordrer Dronningen til, at man i stedet sender en buket til en af de mange ældre medborgere, der har det særligt svært i denne tid,' lød det i en pressemeddelelse fra Kongehuset den 2. april.

Det er i år desuden ikke muligt at møde personligt frem og skrive en hilsen i Det Gule Palæ. I stedet blev der den 14. april åbnet for en gratulationsliste på Kongehusets hjemmeside.