»Jeg synes, det var en flot og personlig tale. Hun var god til at udtrykke, at hun er en af os.«

Sådan lyder den umiddelbare dom over dronning Margrethes nytårstale nummer 48 fra kommunikationsekspert Anna Thygesen, der dog var overrasket over én ting.

»Det overraskede mig lidt, at hun nævnte det med antisemitisme. Det synes jeg er stærkt. Hun plejer at nævne indvandrer og flygtninge, her nævnte hun kun jøderne,« siger Anna Thygesen.

»Det er et stærkt signal at melde ud. At hun betragter alle som danskere, og at vi må stoppe den hetz mod jøderne. Det havde jeg ikke regnet med.«

Kommunikationsekspert Anna Thygesen.
Kommunikationsekspert Anna Thygesen. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Anna Thygesen lagde mærke til, at dronning Margrethe​ i sær lagde vægt på Danmarkshistorien i sin tale. Dronning Margrethe kom ind på besættelsestiden og næste års 100-års-jubilæum for genforeningen i Sønderjylland.

»Jeg tænker, at hun mellem linjerne påpegede, hvordan vi skal huske vores fortid. At vi skal fokusere på, hvad der holder os sammen, frem for hvad der adskiller os.«

Anna Thygesen synes, det var rart, at der ikke kom nogle deciderede stikpiller, men at hun i stedet fremstod personlig og menneskelig.

»Først og fremmest er det jo mega cool, at hun sad der med sin kleenex og var helt nasal. Det var ret autentisk.«

Hun tilføjer:

»Og så var hun ret personlig omkring prins Joachim, da hun som en rigtig mor roste sin søn for hans tv-program. Der fik han mere opmærksomhed end kronprins Frederik, og det var egentlig fint.«

Dronning Margrethe kom også ind på klimaet, hvilket hun gjorde ret elegant, mener Anna Thygesen.

»Den måde hun beskrev det med Månen, og hvordan man kigger ned på den blå klode. Vi ved jo, at vandet er problemet. At verdenshavene stiger. Det var ret flot.«

Til sidst synes Anna Thygesen, at det var stærkt, da hun kom ind på temaet ensomhed.

»Man kunne næsten mærke, at hun måske selv kender nogen, der rammes af ensomhed engang imellem. Det var meget inkluderende.«

Anna Thygesen er til daglig direktør i kommunikationsbureaet We Do Communication.

Hun er derudover fast panelmedlem i B.T.s ugentlige podcast 'Det vi taler om'.