Torsdag formiddag fik folk på havnen i Nyborg et noget uventet syn. 

Kongeskibet Dannebrog havde lagt sig i havnen i den fynske by, og pludselig gik dronning Margrethe fra borde, skriver TV 2 Fyn.

»Jeg skal hygge mig,« svarede dronningen, da en lokal journalist spurgte, hvad hendes majestæt skulle i Nyborg. 

Dronning Margrethe gik herefter ind i en bil, der holdt på kajen og ventede på hende. 

Det er omkring halvanden måned siden Dronningen blev udskrevet fra Rigshospitalet, hvor hun fik en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre efter at have oplevet hjertekrampe.

Siden faldt hun og måtte igen indlægges på grund af en blodansamling i hofteregionen.

Det betød, at hun måtte bruge rollator, da hun for ti dage siden uddelte Prins Henrik Prisen på Fredensborg.

21. juni var dronning Margrethe en tur i Tivoli, hvor hun overværede forestillingen 'Fyrtøjet' på Pantomimeteatret, og ifølge ugebladet HER&NU gik hun med en stok før og efter forestillingen.

Torsdag gik dronning Margrethe ned ad landgangen til Kongeskibet Dannebrog uden stok med sig. 

Tv-billederne viser, at hun holdt i landgangens gelænder med begge hænder.