Det var et stort øjeblik i danmarkshistorien, da Kong Christian den 10 red over den gamle grænse ved Christiansfeld i 1920. Og det lille stykke Danmarkshistorie sætter Dronning Margrethe nu ord på.

Det gør hun i tv-programmet 'Sønderjysk for begyndere', hvor vi følger tv-værten Flemming Møldrup og forfatteren Tom Buk-Swienty, som er vokset op i Sønderborg.

Programmet forløber sig over tre afsnit, og i det sidste afsnit bliver dronning Margrethe interviewet omkring Genforeningen.

»Selve Genforeningen var for det første en meget stor begivenhed for os alle. Men for min farfar må det have været noget helt helt specielt. Det var det gamle land, men det var nyt for dem, der kom nordfra. For de har aldrig været der og aldrig set det,« kan man høre Dronningen fortælle, inden hun hopper videre til en sjov lille historie om sin far, Frederik IX.

»Min far kunne fortælle, for han var jo med. Han var 21 år på det tidspunkt. Han og hans bror skulle jo ride sammen med kongen. Og min far var ikke særlig glad for at ride,« siger Dronningen og griner.

»Hans beskrivelse af det var: Da vi kom til æresporten, så ville krikken sgu kun gå sidelæns. Og det kan man faktisk godt se på fotografierne, at der danser den,« siger Dronningen og bryder ud i latter.

Genforeningen var et resultat af en folkeafstemning, hvor et flertal af befolkningen i Nordslesvig - det nuværende Sønderjylland - stemte om at blive en del af Danmark igen. Det skete, efter de havde været under tysk styre i 56 år.

Sønderjylland blev igen en del af Danmark på valdemarsdag, den 15. juni 1920.

Kong Christian X rider over grænsen ved Genforeningen med Sønderjylland - Slesvig den 15 juni 1920.
Kong Christian X rider over grænsen ved Genforeningen med Sønderjylland - Slesvig den 15 juni 1920. Foto: Thorvald Larsen
Vis mere

Dronningen fortæller videre i afsnittet, hvordan Anden Verdenskrig påvirkede hendes opvækst:

»Sønderjylland, det er jo her, hvor Gråsten ligger, og her er jeg kommet alle mine somre siden, ja, længe før jeg kan huske faktisk. Da vi kom tilbage hertil i sensommeren 1945, kunne jeg genkende det. Vi havde ikke været her i sommeren 1943 og 1944,« fortæller Dronningen og fortsætter:

»Det var meget meget spændende at komme tilbage til Gråsten. Huset havde været overtaget af tyskerne. Og man havde været nødt til at flytte alting ud. Alle møblerne blev flyttet ud. Alt sammen blev stillet over i kirken, og så måtte der selvfølgelig ryddes temmeligt grundigt op og gøres rent bagefter.«

Og selv om huset havde været overtaget af tyskerne, kunne Dronningen alligevel fortælle om, hvordan hendes somre havde været i Gråsten:

»For det første har man næsten allesammen et særligt forhold til der, hvor man holder sommerferie, og det gjorde vi jo hvert eneste år. Vi cyklede tit skovtur i skoven, mine søstre og jeg og vores barnepiger. Det var ganske almindeligt. Vi red næsten hver dag. Også i skoven. Det var faktisk dejligt. Og så løb vi op til det lille hus, og mange gange lavede vi mad eller bagte. Der var altid aktivitet, når vi var her,« siger Dronningen til slut med et smil på læben.

'Sønderjysk for begyndere' kan ses mandag aften klokken 21.20 på DR1.