Ebbe Munck var modstandsmand, korrespondent og eventyrer.

Men han endte sin glorværdige karriere som hofchef i kongehuset – og dronning Margrethe bekræfter nu, at det var hende selv, der lokkede ham tilbage til landet og ind i jobbet.

»Jeg synes selv, at han har fået stor betydning for mig,« starter dronningen sin del af fortællingen i den netop udgivne DR-dokumentar 'Ebbe Munck – Fra modstandsmand til hofchef'. 

I første omgang var det dog dronning Margrethes forældre, der udpegede Ebbe Munck til en særlig royal opgave. En opgave, som lagde kimen til det, der skulle blive et nært forhold mellem de to.

Den daværende prinsesse Margrethe på sin rejse i Asien med Bangkoks daværende ambassadør Ebbe Munck i november 1966.
Den daværende prinsesse Margrethe på sin rejse i Asien med Bangkoks daværende ambassadør Ebbe Munck i november 1966. Foto: Allan Moe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kong Frederik d. 9. og dronning Ingrid havde nemlig efter deres statsbesøg i Thailand i 1962, valgt, at det var Ebbe Munck, den daværende ambassadør i Bangkok, der skulle ledsagede deres datter på sit første store udlandseventyr til Fjernøsten.

Den dengang 23-årige prinsesse Margrethe var »meget begejstret og meget spændt på at lære ham at kende« over den to måneder lange rejse i 1966, fortæller hun nu i dokumentaren.

Dronning Margrethe og Ebbe Munck blev da også hurtigt dus og havde det ifølge dronningen »mægtig fint sammen« på den lange rejse. Hun fandt det »fantastisk morsomt« med én, der kunne fortælle så meget, ikke mindst om tiden omkring anden verdenskrig.

Én ting nægtede han
Der var dog én ting, som dronning Margrethe hurtigt lærte, at hun ikke kunne få den tidligere modstandsmand til.

Dronning Margrethe overrækker i dag stadig Ebbe Muncks Hæderspris – og hun lærte hurtigt dengang, at den danske modstandsmand ikke hjalp med at bære blomster.
Dronning Margrethe overrækker i dag stadig Ebbe Muncks Hæderspris – og hun lærte hurtigt dengang, at den danske modstandsmand ikke hjalp med at bære blomster. Foto: Rune Evensen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Under rejsens destination i Thailand modtog hun nemlig så mange blomster, at hun til sidst ikke kunne bære dem.

»Så vendte jeg mig om og bad Ebbe Munck om at tage nogen af dem, og dét ville han ikke! 'En mand går ikke med blomster!'« lyder det med et grin fra Dronningen.

Og sådan blev det. Men dronning Margrethe var bestemt ikke færdig med Ebbe Munck, da den lange rejse i Østen lakkede mod enden.

»På det tidspunkt, hvor jeg altså var 23 år og aldeles ugift og endnu mere uforlovet, havde jeg nær sagt – men jeg vidste jo godt, at en skønne dag, så skulle jeg have min egen husholdning, mit eget lille hof. Og jeg spurgte ham sådan lidt forsigtigt, i slutningen af rejsen, kan jeg huske, om det kunne tænkes, at når engang jeg skulle giftes, om han kunne forestille sig at blive hofchef hos mig? Og det afslog han i hvert fald ikke blankt,« siger dronning Margrethe nu med et smil på læben.

Ebbe Munck var journalist, eventyrer, modstandsmand, krigskorrespondent og ikke mindst hofchef i den daværende prinsesse Margrethes hof.
Ebbe Munck var journalist, eventyrer, modstandsmand, krigskorrespondent og ikke mindst hofchef i den daværende prinsesse Margrethes hof. Foto: Allan Moe/Ritzau Scanpix
Vis mere

I et interview med DR fra 1970 fortalte Ebbe Munck da også, at den daværende prinsesse ved rejsens afslutning i Japan havde spurgt ham:

»Sådan henkastet, om hvis hun fik brug for mig, om jeg så ville komme hjem engang?« beskrev Ebbe Munck.

Og dronning Margrethe fulgte op på forespørgslen.

Et hemmeligt brev 
For i 1966 landede der en blå konvolut på ambassaden i Bangkok. 

Dronning Margrethe er protektor for Ebbe Muncks Hæderspris, som hun fortsat uddeler. Senest fik Margrethe Vestager prisen på Christiansborg Slot i november 2024.
Dronning Margrethe er protektor for Ebbe Muncks Hæderspris, som hun fortsat uddeler. Senest fik Margrethe Vestager prisen på Christiansborg Slot i november 2024. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Indeni lå et håndskrevet brev fra dronning Margrethe, hvor hun i al hemmelighed afslørede, at hun og prins Henrik var blevet forlovede. Så derfor vil hun høre, om Ebbe Munck for alvor vil komme hjem til Danmark og blive hofchef.

»Jeg synes, at dette, at han var så levende optaget af så mange forskellige ting, og at han havde oplevet så meget, det betød meget, meget for mig,« begrunder dronning Margrethe nu sin forespørgsel.

Og Ebbe Munck sagde ja. Og mens han gjorde klar til at forlade sin ambassadørpost til fordel for en ny i kongehuset, blev offentligheden præsenteret for det nyforlovede par.

På pension til tronskiftet
Ebbe Munck når at følge parret på et væld af rejser under sin tid som hofchef, ligesom dronning Margrethe i dokumentaren ikke mindst krediterer ham for at hjælpe med opbyggelsen af sit hof og prins Henriks falden på plads i landet.

Tronfølger Prinsesse Margrethe og Prins Henrik på vej til Italien. I flyveren på vejen får Tronfølgeren sig et spil bridge med hendes hofchef Ebbe Munck.
Tronfølger Prinsesse Margrethe og Prins Henrik på vej til Italien. I flyveren på vejen får Tronfølgeren sig et spil bridge med hendes hofchef Ebbe Munck. Foto: Vagn Hansen
Vis mere

Den sidste rejse bliver endnu en tur til Grønland, før kong Frederik d. 9 bliver syg og dør, så dronning Margrethe må tage over som regent, og Ebbe Munch vælger at gå på pension.

»Helt fra starten sagde han, at han ville ikke blive særlig længe, og det var også underforstået, at den dag, jeg blev dronning, så ville han gerne hoppe af, om man så må sige, og det gjorde han så også,« fortæller dronning Margrethe i den nye dokumentar.

Ebbe Munck døde af en blodprop i 1974, to år efter tronskiftet.

Efter hans død blev prisen Ebbe Muncks Hæderspris indstiftet med dronning Margrethe som protektor, hvilket hun fortsat er i dag, hvor hun uddeler den årlige pris.

'Ebbe Munck – Fra modstandsmand til hofchef' kan ses nu på DR TV.