»Lidt kongelig har man da lov til at være.«

Sådan lød Billed-Bladets slogan i mange år, og for den spanske juraprofessor Inmaculada Vivas Tesón er der noget om snakken.

Da hun skulle modtage 'Premio Reina Letizia 2021'-prisen – navngivet efter og uddelt af den spanske dronning Letizia – var hun trukket i en sort og hvid kjole fra Mango.

Og hvem dukkede op i den præcis samme kjole? Det gjorde såmænd dronning Letizia.

Juraprofessoren kan glæde sig over at have lige så god smag som en dronning.
Juraprofessoren kan glæde sig over at have lige så god smag som en dronning. Foto: Jero Morales
Vis mere

Som billederne fra begivenheden viser, var det da også et sammentræf, som fik smilene frem hos de to kvinder, der også gav hinanden et kram.

Dronning Letizia er kendt for sin gode og oftest også økonomisk bevidste stil.

Ifølge modebloggen UFO No More, som hvert år offentliggør, hvor mange penge de royale kvinder bruger på tøj, er dronning Letizia en af de mest mådeholdne.

I 2021 bar hun ifølge bloggen 111 nye beklædningsdele, som beløb sig til en samlet pris på 161.000 kroner – en gennemsnitspris for hver del på 2.200 kroner.

Til sammenligning brugte listens topscorer, hertuginde Kate, i 2021 hele 758.000 kroner på sine nye 118 nye beklædningsdele.

Kjolen, som dronning Letizia og Inmaculada Vivas Tesón bar, må da også siges at være i et prisleje, hvor de fleste kan være med.

Den er nemlig fra det populære spanske mærke Mango og koster kun 600 kroner.