»Det bliver ikke værre.«

Sådan sagde den royale biografist Penny Junor for en måned siden til nyhedsbureauet Reuters om årets skandaler i det engelske kongehus. Men dér tog hun fejl.

Tidligere på ugen måtte dronning Elizabeth nemlig lægge hjem til et regulært krisemøde i familien med ét altoverskyggende punkt på dagsordenen: Prins Harry og hertuginde Meghan.

Dermed kunne dronningen lægge endnu en skandale oveni det, der i forvejen var et hårdt år.

Det var onsdag 8. januar, at barnebarnet prins Harry smed bomben på dronningens skrivebord. Han og hans hustru, hertuginde Meghan, ønskede at kappe båndene til kongehuset.

En bombe vel at mærke, som dronning Elizabeth ikke var informeret om på forhånd. Men som allerede lørdag blev en realitet.

At skytset kom uventet, var kendetegnende for, hvad man roligt kan kalde dronning Elizabeths rædselsår version 2.0, hvor bomberne er regnet ned over hende.

Eller - som hun selv underspillet og diplomatisk udtrykte det i sin juletale - »et år med bump på vejen«.

Den første skandale kom 17. januar 2019, hvor hendes 97-årige mand, prins Philip, som så ofte før satte sig bag rattet i sin Range Rover i Norfolk, hvor den royale ejendom Sandringham ligger. Og kørte galt.

Billeder viste, hvordan hans Range Rover var helt smadret og lå på siden. Han måtte trækkes ud af vraget. Men værre var det, at han kørte ind i en anden bil, som udover to kvinder også havde en baby på bagsædet. Begge kvinder kom til skade.

Ulykken blev en rigtig møgsag for dronningen, som efter manges mening for længst burde have sat en stopper for, at prins Philip fortsat kørte bil i sin høje alder.

Alligevel gik der flere uger, før reaktionen kom fra dronning.

Prins Philip mens han stadig havde lov til at sidde bag rattet selv.
Prins Philip mens han stadig havde lov til at sidde bag rattet selv. Foto: NEIL HALL/EPA
Vis mere

'Efter omhyggelige overvejelser har hertugen af Edinburgh truffet en beslutning om frivilligt at opgive sit kørekort,' meddelte kongehuset.

Men den aldrende prins Philip var ikke den eneste, der måtte ofre noget på alteret i skandalernes navn.

Det royale skandalebarometer slog nemlig voldsomt ud i sommer, hvor det var sønnen prins Andrew, der - igen - kom i det nådesløse søgelys.

For lige siden hans ven, finansmanden Jeffrey Epstein, i 2008 blev dømt for sexforbrydelser, havde debatten om, hvor involveret prins Andrew var i Epsteins sexslaveri, raset og for hver ny anklage mod Epstein blusset op.

Sønnen prins Andrew har også bidraget til ekstra grå hår på dronningens aldrende hoved.
Sønnen prins Andrew har også bidraget til ekstra grå hår på dronningens aldrende hoved. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA/EPA
Vis mere

Mor Elizabeth forsvarede dog ihærdigt sønnen.

‘Enhver hentydning til upassende omgang med mindreårige er kategorisk forkert,' meddelte kongehuset i august 2019, hvor nye beskyldninger mod prins Andrew trak forsider verden over.

Men havde dronningen troet, at det var tilstrækkelig med ‘damage control’, tog hun fejl.

For i november forsøgte prins Andrew at rense sig selv for anklager om at have deltaget i Epsteins perverse sexlege ved at give interview til BBC.

Det havde den stik modsatte effekt. Og igen måtte dronning Elizabeth tage affære og føre sin 59-årige søns hånd i en udtalelse, i hvilken han fortrød venskabet og dybt beklagede de ‘omfattende forstyrrelser’, det havde skabt for kongefamiliens arbejde.

Derfor ville han trække sig fra officielle forpligtelser.

Men dét, der uden tvivl har givet flest grå i hovedet på den aldrende monark, er skandalerne omkring barnebarnet prins Harry og hertuginde Meghan.

Først var Meghan genstand for ondskabsfulde og racistiske kommentarer på de sociale medier, og én teenager gik så langt som at kalde prins Harry en ‘raceforræder’, der »burde skydes«. Han fik fire års fængsel.

Mest fyldte dog krigen mellem parret og de engelske medier, som indledtes med pressens vrede over, at de ikke var inviteret indenfor til prins Archies dåb.

Så anklagede prins Harry pressen for at køre samme hetz mod hustruen, som hans mor var udsat for. Parret lagde sag an mod de tabloide medier for at have offentliggjort et privat brev og for at have aflyttet deres telefoner.

»Jeg har forsøgt at adoptere den 'stive britiske arm' og prøvet at lade det prelle af, men den indvendige skade er for stor,« sagde hertuginde Meghan i en dokumentar, som blev sendt i efteråret. Som var det et varsel.

Da dronning Elizabeth i sin juletale opfordrede til forsoning og til at tilsidesætte forskelle, så mange det som en reference til den ophedede debat om brexit.

Så lykkelige så de ud, da de blev gift og stadig kunne smile til pressen.
Så lykkelige så de ud, da de blev gift og stadig kunne smile til pressen. Foto: Damir Sagolj
Vis mere

Men i lyset af de mange skandaler med prins Harry og hertuginde Meghan kunne hendes ord også være en bøn om at lade Harry og Meghan være i fred.

Nu traf parret selv beslutningen. Om at kappe alle bånd. Og 8. januar smed parret en bombe på dronning Elizabeths skrivebord. Knap 12 måneder efter, at den første af slagseb landede i hendes skød.

Tre brudte ægteskaber og en brand på Windsor Castle lå til grund for, at hun dengang kaldte 1992 for ‘annus horribilis’.

Nu tegner de seneste 12 måneders skandaler sig til at gå over i historien som ‘annus horribilis’ version 2.0.

Kilder: CNN, Reuters