Dronning Elizabeth har »beklageligvis« måtte trække sig fra en af det britiske kongehus' traditionsrige markeringer.

Det er nu blevet meldt ud, at Storbritanniens 95-årige dronning »ikke har mulighed for at forpligte sig til at komme« til den vigtige skærtorsdagsgudtjeneste på St. George Kapel i Windsor torsdag 14. april.

Udmeldingen kommer på forhånd for ikke at overskygge den traditionsrige kirkelige ceremoni, forklarer kongehuset.

I stedet vil prins Charles og hertuginde Camilla træde i dronningens sted.

Det bliver samtidig første gang, at den kommende konge erstatter dronningen til skærtorsdagsgudstjeneste.

Dermed overtager han også den gamle tradition med at dele penge ud til forskellige borgere undervejs i den kirkelige påskemarkering.

Til stede vil både være Windsors dekan, pastor David Conner og pastor John Inge.

Dronningens udeblivelse fra den kommende gudstjeneste markerer dermed det seneste tilfælde af udeblivelser.

Sidste måned måtte hun med hensyn til sit velbefindende ligeledes melde afbud til en anden betydningsfuld kirkelig ceremoni, nemlig markeringen af Commonwealth Day.

Dronningen har tidligere på året været ramt af corona, ligesom også hendes gang synes at være blevet tiltagende besværet.

I sine 70 år på tronen har dronning Elizabeth kun fem gange før misset den traditionsrige skærtorsdagsgudstjeneste.

To af gangene var kort efter fødslerne af hendes to sønner udover prins Charles, nemlig prins Andrew og prins Edward.