Den britiske monark Dronning Elizabeth og hendes familie står til at lide et stort økonomisk tab som følge af coronakrisen.

Intet mindre end 35 millioner pund svarende til mere end 280 millioner danske kroner, forventes den verdensomspændende viruspandemi at koste det britiske kongehus.

Det fremgår ifølge nyhedsbureauet AP af kongehusets årlige regnskab, som blev offentliggjort fredag.

Michael Stevens, der er ansvarlig for det britiske kongehus' økonomi, oplyser i regnskabet, at en del af det forventede tab skyldes, at der er sket et stort fald i antallet af turister, som i disse dage besøger de royale bygninger og slotte.

Og dét giver altså et hak i regnskabet.

15 millioner pund, svarende til mere end 122 millioner kroner, regner Michael Stevens med, at det britiske kongehus kan se frem til at miste på den front over en treårig periode.

Oveni kommer, at pandemien ventes at medføre et underskud på 20 millioner pund, svarende til mere end 162 millioner danske kroner, i et igangværende renoveringsprojekt af monarkens hjem – Buckingham Palace – som skal løbe over de næste ti år.

Myndighederne har tidligere været ude at udtale, at slottets aldrende infrastruktur, som ikke er blevet opdateret siden 2. verdenskrig, risikerer et 'katastrofalt sammenbrud'.

En gennemgribende renovering af Buckingham Palace, som efter planen skal finde sted de næste 10 år, forventes at løbe markant over budget på grund af coronakrisen.
En gennemgribende renovering af Buckingham Palace, som efter planen skal finde sted de næste 10 år, forventes at løbe markant over budget på grund af coronakrisen. Foto: NIKLAS HALLE'N
Vis mere

Derfor har kongehuset sat 369 millioner pund til af en gennemgribende renovering, hvor blandt andet slottets varme, sanitet og ledningsnet skal skiftes ud. Men grundet coronakrisen forventes renoveringen altså at blive noget mere omkostningsfuld end først antaget.

Buckingham Palace har indført løn- og ansættelsesstop i et forsøg på mindske de økonomiske tab så meget som muligt.