Camilla Parker Bowles, prins Charles hustru, er hertuginde af Cornwall, men hun bruger ikke titlen prinsesse, selvom hun er gift med en prins.
Dermed står hun heller ikke til at blive dronning, når hendes mand en dag overtager tronen – men det skal hun være, hvis man spørger én meget central figur i det britiske kongehus.
Nemlig 95-årige dronning Elizabeth.
I en officiel udmelding i forbindelse med sit platinjubilæum som landets regent i 70 år, forklarer hun, at det er hendes dybfølte ønske, at Camilla Parker Bowles en dag får titel af dronning. Det skriver Daily Mail.
Der har i mange år hersket usikkerhed om, hvilken rolle og titel Camilla Parker Bowles ville få, når prins Charles en dag sætter sig på tronen.
»Når min søn Charles en dag bliver konge, ved jeg, at I vil give ham og hans kone Camilla den samme støtte, som I har givet mig. Det er mit dybfølte ønske, at når tiden kommer, vil blive kendt som dronningekonsort, da hun fortsætter sin loyale tjeneste,« skriver dronning Elizabeth til folket.
Hidtil har det været mening, at hun skulle have titel af prinsessekonsort, når prins Charles bliver konge, men det lader altså til at ændre sig nu.
Charles er prins af Wales, og Camilla Parker Bowles har altså enhver ret til at kalde sig prinsesse af Wales, men af respekt for afdøde prinsesse Diana og den stærke relation hun har til titlen, har Camilla Parker Bowles afholdt sig fra det.
