Når hyldesten af dronning Elizabeth i næste måned skydes i gang, så bliver det uden to omdiskuterede royale familiemedlemmer.

For når den britiske dronning skal fejre sit 70 års regeringsjubilæum ved at vinke til de fremmødte masser fra balkonen på Buckingham Palace, så vil hun kun være ledsaget af »medlemmer af den kongelige familie, der i øjeblikket varetager officielle offentlige pligter«, melder det britiske kongehus.

Dermed er der altså ikke fundet plads til prins Harry, der – sammen med sin hustru, hertuginden af Sussex, Meghan Markle – til stor opmærksomhed trak sig fra sine royale forpligtelser i starten af forrige år.

Hertugparret af Sussex har dog meddelt, at de vil være til stede under flere af festlighederne, der skal markere den historisk lange regeringsperiode.

Prins Andrew med sin mor, dronning Elizabeth.
Prins Andrew med sin mor, dronning Elizabeth. Foto: NEIL HALL
Vis mere

Mindre mærkeligt er det dog, at dronningens tidligere yndlingssøn prins Andrew ikke får lov at stille sig på balkonen og mærke folkets hyldest af sin royale mor.

Den skandaleramte prins fik nemlig frataget alle sine royale forpligtelser, protektioner og titler på grund af anklagerne fra Virginia Giuffre om, at han skulle have haft sex med hende, da hun var mindreårig og blev holdt som sexslave af den afdøde amerikanske rigmand og sexforbryder Jeffrey Epstein, som prins Andrew havde forbindelser til.

Den officielle fremtræden på balkonen ved den royale residens er torsdag 2. juni.

Her vil dronningen – hvis hendes helbred tillader det – vinke til folkemasserne sammen med prins Harrys bror, prins William, og sine tre andre børn udover prins Andrew, nemlig prins Charles, prins Edward og prinsesse Anne.

Disse ledsages på balkonen af deres børn og ægtefæller.