Det begyndte med et opslag om en fælles passion for bøger, men det udviklede sig hurtigt til en mindre shitstorm mod det britiske kongehus. 

Tirsdag mødte den britiske dronning Camilla forfatteren til Harry Potter-bøgerne, J.K. Rowling. 

Dronningen har gjort læsning til en af sine mærkesager, og Rowling er en af verdens største børnebogsforfattere. 

»Med en fælles passion for bøger og et dybt engagement i børns læsning for fornøjelsens skyld, har dronningen og forfatteren J.K. Rowling mødtes på Palace of Holyroodhouse i Edinburgh,« lød det i den billedtekst, der fulgte et billede af de to kvinder. 

Mødet handlede officielt om læsning og især vigtigheden af, at børn og unge har adgang til bøger.

Opslaget havde dog dårligt nok ramt Instagram, før det hele handlede om identitetspolitik. 

Potter-forfatteren holder nemlig fast i, at biologisk køn er uforanderligt og har forrang over kønsidentitet, og det har gjort hende voldsom upopulær – særligt blandt transkønnede. 

Kommentarsporet til det royale opslag blev da også hurtigt rødglødende.

Især fordi Rowlings besøg i de royale gemakker finder sted i den uge, hvor London står i Pridens tegn.

»Som en stor beundrer af dronningen og hendes læseinitiativ er jeg dybt skuffet over, at hun giver J.K. Rowling en platform – uanset hvilken måned det er, men især under Pride-måneden,« lyder det ifølge Fox News eksempelvis fra en kritiker på de sociale medier. 

»I løbet af pride-måneden er et statement,« skriver en anden.

»Hvis tonedøv var et billede,« lød det sarkastisk fra en tredje, mens en fjerde blot kaldte det »forkasteligt.«

Der var dog også brugere, der støttede J.K. Rowling. 

»J.K. Rowling har lige så meget ret til sin mening som alle andre,« lød det eksempelvis.