Det svenske prinsepar har fået nok af tonen på de sociale medier:

'Vi kan alle samme sige fra. Og vi begynder NU!'

Den kontante og meget direkte tekst, der følger deres seneste opslag på Instagram, er ikke til at misforstå:

'Had findes overalt, i alle samfundslag, i alle erhverv, kønsidentiteter og aldre. Det ved vi, og nu er det nok.'

I opslaget på Instagram torsdag slår prins Carl Philip og prinsessse Sofia til lyd for en bedre tone på nettet.

Under hashtagget #nejtillnäthat lancerer det royale par en kampagne, der skal skabe en bedre tone på de sociale medier.

Opslaget kommer efter en turbulent uge i det svenske kongehus.

Forleden kom det nemlig frem, at fem af den svenske konges børnebørn ikke længere skal kaldes kongelige højheder.

Det drejer sig om Carls Philips to børn Alexander på tre og Gabriel på to og hans søsters Madeleines tre børn, Leonore på fem år, Nicolas på fire år og Adrienne på et år.

Den svenske konge har besluttet, at de fem børn ikke kommer til at modtage apanage.

Til gengæld vil de heller ikke have officielle pligter som repræsentanter for det svenske kongehus.

De svenske royale børn mister deres titel af 'kongelig højhed', men de er stadig prinser og prinsesser.