I Sverige er man blevet bekendt med, at prins Carl Philips navn misbruges på en hjemmeside. Det får kongehuset til at udsende en advarsel.

På det svenske kongehus' hjemmeside advarer man mod hjemmesiden, som de kalder 'falsk'.

'Det er kommet til kongehusets kendskab, at der findes en falsk hjemmeside, som udgiver sig for at repræsentere H.K.H. Prins Carl Philip og en tilhørende stiftelse i hans navn,' skriver det svenske kongehus.

Ifølge kongehuset reklamerer hjemmesiden med påståede begivenheder, hvortil man kan donere penge til en fond i prinsens navn.

Prins Carl Philip og Sofia Hellqvists første søn, prins Alexander, blev døbt i 2016.
Prins Carl Philip og Sofia Hellqvists første søn, prins Alexander, blev døbt i 2016. Foto: Anders Wiklund
Vis mere

Det svenske kongehus udgiver pressemeddelelsen for at advare om at give penge væk.

Derudover understreger kongehuset, at hjemmesiden er meldt til politiet.

Prins Carl Philip er den fjerde i rækken til det svenske kongehus' arvefølge – efter kronprinsesse Victoria og hendes børn, prinsesse Estelle og prins Oscar.

Sammen med Sofia Hellqvist har prins Carl Philip selv to børn, nemlig prinserne Alexander og Gabriel.