Idérigdommen fejler ikke noget hos bt.dk's læsere!

Skal de hedde Ask og Urd? Rune og Sten? Eller hvad med Ingrid og Katrine?

Læserne af bt.dk savner ikke forslag til Frederik og Mary's kommende tvillinger. Forslagene vælter simpelthen ind. Nogle mere opfindsomme end andre!

Erik foreslår således, at såfremt det bliver to drenge, skal de selvfølgelig hedde Dan. Og Mark.

- Det er da humor..... DANMARK, vi skal spise...., tilføjer Ann Loft.

Ove Jauert har også sit bidrag, som ligger i tråd med rigtig mange andre læsere. Nemlig navne fra den nordiske mytologi.

- Det bliver en dreng og en pige. De skal hedde Frej og Freja. Gode nordiske myter! skriver han.

Men det er ikke kun herhjemme, der gættes og stemmes på livet løs.

Også i Australien vil man gerne give sit besyv med. Og er naturligvis fortalere for, at de royale tvillinger får 'aussie' navne, som Cheryl, Sharon og Suze eller Shane, Brian eller Bruce.

Afstemningen på adelaidenow.com.au giver foreløbig Katie førertrøjen på. Over 20% stemmer på det pigenavn, mens Bruce er favoritten på drengesiden.