Endnu mere papirrod er dukket op i det norske kongehus. Det er nemlig ikke kun kommet frem, at kronprinsen har udlejet boliger i strid med loven. En anden gammel boligsag er heller ikke blevet ordnet endnu.

Det drejer sig om, at Kronprins Haakon og Kronprinsesse Mette-Marit lod hoffet eje deres ellers private boliger. Og selvom kongehuset blev gjort opmærksom på det for otte måneder siden, er papirerne endnu ikke blevet ordnet.

Det skriver Dagbladet.no.

Kronprinsparrets luksuriøse skihytte ligger i et område lige vest for Oslo, hvor parret holder ferie og tager på skiture. Ejendommen blev købt i 2007 og er siden købet blevet præsenteret som parrets private ejendom.

Men Dagbladet skrev tidligere i år, at det i virkeligheden var hoffet, der stod registreret som ejer af skihytten, og ikke parret selv. Dengang lovede det norske kongehus, at denne 'dårlige vurdering', som hoffet skrev, ville blive rettet op.

Ifølge Dagbladet sagde kommunikationschef for kongehuset, Marianne Hagen, til det norske medie Laagendalsposten i maj i år:

»Der er ved at blive rettet op på det nu. Senerehen vil vi se, at kronprinsen, som er reel ejer, også bør stå som sådan.«

Men siden maj måned er der ikke sket mere i den sag. Dagbladet har igen tjekket efter i statens fortegnelser over ejendomme, og det er stadig kronprinsparrets stab, der står som ejer af boligen og ikke parret selv som lovet.

Grunden til, det er problematisk, at hoffet står som ejer, er, at det er vigtigt at kunne skelne mellem, hvilke boliger, der er ejet af staten, og hvilke der er kongehusets egne boliger, fortalte Eivind Smith, juraprofessor ved Universitetet i Oslo, til Dagbladet i maj tidligere i år.

Til spørgsmålet om, hvorfor det ikke endnu er blevet ændret, svarer kommunikationschefen:

»Dette er i gang.«

Selve ændringen af ejerforholdet burde ikke tage mere end en uges tid. For i 98-99 procent af sagerne om ændring af ejerforhold, bliver dokumenterne behandlet i løbet af fire dage.

Dette kommer nu frem, efter der også søndag blev afsløret, at kronprinsen har udlejet fem boliger i strid med plan- og bygningsloven.

Boligerne, som kronprinsen har lejet ud uden de fornødne dokumenter i orden, ligger lige vest for Oslo.
Boligerne, som kronprinsen har lejet ud uden de fornødne dokumenter i orden, ligger lige vest for Oslo.
Vis mere

I alt udlejer kronprinsen 11 boliger, hvoraf fem af dem ikke har haft det nødvendige papirarbejde. Kronprins Haakon har samlet set haft en indtjening på 1,4 millioner norske kroner for udlejning af sine boliger.