I et kongehus, hvor adskillige medlemmer er blevet ramt af skandaler, har dronning Elizabeth 2. nu i 69 år været en klippe af respektabilitet og soliditet. I den forløbne uge fyldte hun 95 år. Dette samt hendes ægtefælle gennem 73 år, prins Philips nylige død, har uvægerligt henledt opmærksomheden på, at der snarere førend senere vil komme en tid efter Elizabeth.
Og hvad den vil indebære for det britiske kongehus, ja for selve monarkis fremtid. Der er ingen tvivl om, at monarkiet trænger til at blive moderniseret på mange punkter, så det kommer mere på omgangshøjde med det 21. århundredes demokratiske, egalitære, multietniske, multikulturelle og internationaliserede samfund. Spørgsmålet er, om tronarvingen, prins Charles, der fylder 73 senere i år, vil have kraft og autoritet til at gennemføre det.
Historisk set er skandaler i det britiske kongehus imidlertid ikke noget nyt, snarere tværtimod, og monarkiet har tidligere i tilsvarende kriser vist sig forbløffende overlevelsesdygtigt.
Vi kan begynde med Henrik 8. (konge 1509-47), af hvis i alt seks hustruer to døde på skafottet, to blev forstødt, en døde i barselsseng, og en overlevede ham. Karl 1. (konge 1625-49) regerede uden om parlamentet. Det førte til borgerkrig og til kongens henrettelse samt monarkiets fald.
Monarkiet genopstod dog i 1660, men nu med konger, der søgte at omgå parlamentet og indføre katolicismen. Senere blev katolikker på tronen forbudt ved lov, hvorved den siddende kongefamilie blev afskåret fra tronen. I stedet valgte man en fjern tysk slægtning, Georg af Hannover, til konge fra 1714 til '27.
Denne var fraskilt, havde flere mondæne elskerinder og interesserede sig mest for sit lille tyske fyrstedømme og lærte aldrig engelsk. En senere konge, Georg 4. (konge 1820-30), giftede sig i al hemmelighed med en katolik, et ægteskab, der dog blev erklæret ugyldigt. I stedet blev han gift med en tysk prinsesse, som han dog fra første færd følte afsky for.
Deres samliv ophørte hurtigt, hun turede i stedet rundt i Europa, men ved hans kroning vendte hun tilbage og søgte at tiltvinge sig adgang til kroningsceremonien og blive anerkendt som dronning. Det blev en kolossal skandale, der i høj grad skadede monarkiets renommé.
Den senere Edward 7. (konge 1901-10) var som prins af Wales involveret i flere faderskabssager. Og det britiske monarki blev rystet i sin grundvold, da Edward 8. i 1936 frasagde sig tronen for at kunne ægte en fraskilt amerikansk dame.
Skandaler i det britiske kongehus er altså ikke noget nyt. Men typisk er der efter de skandaleramte monarker altid kommet nye monarker, der har været i stand til at gengive monarkiet dets respektabilitet og popularitet: efter Henrik 8. kom Elizabeth 1. (dronning 1558-1603), efter Georg 4. kom dronning Victoria, der regerede fra 1837 til 1901, og efter Edward 8. kom Georg 6. (konge 1936-52) og hans datter Elizabeth 2.
Med en så »broget« forhistorie er der grund til at tro, at det britiske monarki nok også vil overleve tiden efter Elizabeth 2.. Men det kan være svært at forestille sig, hvordan den tid vil blive – indtil den en dag indtræffer.
