Det gik ikke særlig godt, da prins William og hertuginde Kate besøgte Caribien i marts, hvor de blev mødt af demonstrationer fra de lokale og afvist af en belizisk landsby, som bestemt ikke ville have dem på besøg.
Nu prøver det britiske kongehus så igen, og denne gang er det dronning Elizabeths yngste søn, prins Edward, og dennes hustru, hertuginde Sophie, som er sendt på tur. Og det går ikke særlig godt.
Parret er blevet mødt af demonstrationer på østaten Saint Vincent og Grenadinerne og hos østaten Antigua og Barbuda er Kommissionen for Reparation og Støtte ude med et harmdirrende brev i retning af de royale gæster.
»Hvorfor er det så svært for jer oprigtigt at undskylde for jeres nations rolle i slaveriet, som ordentlige mennesker gør, når de støder nogle?« lyder det blandt andet i brevet ifølge BBC.
Ifølge mediet har østatens premierminister Gaston Browne også gjort det klart over for prins Edward og hertuginde Sophie, at Antigua og Barbudas fremtidige plan er at blive en republik.
Han satte dog ikke en tidshorisont på.
I samme moment gjorde han det klart, at han forstår, hvorfor kongehuset ønsker at holde sig ude af »stridige spørgsmål«, men han beder samtidig om forståelse for dem. Han udtrykker også ønske om, at de royale gæster bruger deres diplomatiske indflydelse til at hjælpe østaten.
»Virkeligheden er, at vi er blevet efterladt og berøvet moderne institutioner såsom universiteter og medicinske faciliteter,« tilføjede han.
Også i Saint Lucia er hertugparret kommet på afveje i forbindelse med den officielle gaveudveksling.
Her modtog prins Edward og hertuginde Sophie et maleri af en havskildpadde. Gaven, de gav, var et signeret portræt af dem selv.
B.T.'s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen mener, at besøget afslører flere problemer hos det britiske kongehus.
»Det viser, hvordan det britiske kongehus skal være mega forsigtige, når de tager ud i verden, fordi de har den historie, de har. Det får Edward og Sophie nu at føle på den hårde måde, for det bliver jo næsten ikke værre,« siger han.
»Jeg bemærker især, hvor klodsede de er. De giver et billede af sig selv, som ovenikøbet er signeret. Det skriger jo til himlen. Det er helt langt ude, at det skal være sådan, og jeg tror, det britiske kongehus skal være meget påpasselige med at gøre den slags i fremtiden. Hvis jeg var dem, ville jeg klappe hesten, for det ender ikke godt på sigt.«
Jacob Heinel Jensen peger også på, at det engelsk kongehus burde have lært af prins William og hertuginde Kates mislykkede tur.
»Kongehuset burde også have lært, at det ikke hjælper noget at sende nogle medlemmer af kongehuset, som er endnu mindre populære.«
