Da Kronprinsparret søndag var værter på Frederik VIIIs Palæ, var det kun for de allernærmeste. Og det giver god mening, siger royal ekspert.

Det særlige ved de kongelige er, at deres job og familieliv er vævet sammen på en helt speciel måde. Derfor er det naturligt, at frokosten søndag klokken 13 hos Kronprinsparret var en del af dagens program, selvom der er tale om et mere privat arrangement. Det forklarer historiker og royal ekspert Lars Hovbakke Sørensen.

- Denne weekend markerer regentskiftet i 1972, men samtidig er det en privat, familiemæssig begivenhed, da det også markerer, at Dronningen mistede sin far. Det er derfor vigtigt, at sådan et jubilæum både bærer præg af noget for det officielle Danmark og noget privat som eksempelvis kransenedlæggelsen ved forældrenes gravsteder, forklarer han.

Regentjubilæum

Og i forhold til gæstelisten til festforestillingen lørdag aften, som talte 1.600 af Danmarks fremmeste borgere, må frokostarrangementet siges at være absolut privat.

Blot 37 mennesker var således inviteret. Foruden Dronningens nærmeste familie var det svenske og norske kongehus samt de nordiske statsoverhoveder inviteret.

- Det er et udtryk for to ting. Først er det i høj grad en privat familiekomsammen, da den danske kongefamilie jo er nært beslægtet med den svenske og norske kongefamilie. Og så har de nordiske lande en særlig tradition for at holde sammen, og derfor er også den finske og islandske præsident inviteret med, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Da det er Dronningen, som bliver fejret i denne weekend, er det ifølge den royale ekspert kun naturligt, at det var Kronprinsparret, som var værter ved dagens frokost.

- Kronprinsen er jo den næste i arvefølgen, og derfor har han ansvaret for arrangementet. Samtidig er det aldrig personen selv, som bliver fejret, der skal tage initiativet til sådan nogle ting. Og så er det højst sandsynligt noget, som Kronprinsen gerne vil gøre for sin mor, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.

Han forklarer yderligere, at det er en tradition i den danske kongefamilie, at regenten bor i det samme palæ hele sit liv, og netop derfor foregår frokosten hjemme hos Kronprinsparret i Frederik VIIIs Palæ.

- Kronprinsparret vil sikkert blive boende der altid, og dermed bliver det Kongens residens. Samtidig er det for nylig blevet moderniseret og sat i stand og er derfor særligt flot. Man kunne godt forestille sig, at der vil finde en uofficiel rundvisning sted, hvis der er nogle af de inviterede, som endnu ikke har set det efter istandsættelsen.

På Amalienborg findes der fire palæer: Christian VIIs Palæ, Christian VIIIs Palæ, Frederik VIIIs Palæ og Christian IXs Palæ.