Netflix-serien 'The Crown' har gået sin sejrsgang i hele verden - dog ikke hjemme hos dronning Margrethe.
Det afslører hun i et nyt interview med Weekendavisen, hvor de på et tidspunkt taler om dronning Margrethes nu afdøde kollega, Storbritanniens dronning Elizabeth den 2.
Dronning Margrethe beskriver dronning Elizabeth som sit forbillede og en person, hun havde et godt forhold til.
De mødtes ofte til frokost ved juletid i London, og det var, som dronning Margrethe udtaler, 'decideret hyggeligt'.
Da journalisten spørger, om dronning Margrethe i den forbindelse har set 'The Crown', der som bekendt er en dramatisering af dronning Elizabeths liv og det engelske kongehus' historie op igennem 1900-tallet, afviser hun:
»Nej, det har jeg undladt.«
Dronning Margrethe forklarer hvorfor:
»Jeg har kendt familien så godt, at det ville irritere mig grænseløst at se dem sige ting, de aldrig ville sige eller tale på en måde, jeg ikke synes, de ville tale.«
Herhjemme har vi endnu til gode at se en tv-serie om det danske kongehus.
Til gengæld får dronning Margrethe til sommer mulighed for at se sit liv som en musical, når Det kongelige Teater har premiere på musicalen 'Margrethe', der skildrer hendes 50 år på den danske trone.
Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen':