Endnu en gang sås der nu tvivl om den officielle forklaring på prinsesse Dianas dødsårsag.

Den engelske advokat Michael Mansfield mener, at Dianas død er et resultat af en mislykket aktion, som var udtænkt af Tony Blair og den britiske efterretningstjenste for at skræmme Diana til tavshed.

Prinsesse Diana døde som bekendt i en fatal bilulykke i en tunnel i Paris i 1997 sammen med sin daværende kæreste Dodi al Fayed, hvis far efterfølgende har hyret advokaten Michael Mansfield til at undersøge dødsårsagen.

Nu siger Michael Mansfield, at ulykken skete efter et komplot udtænkt af den britiske regering.

Planen var angiveligt at forårsage et mindre trafikuheld, der skulle sende et klart signal til Diana om, at hun skulle holde sig helt fra at udtale kritik af den britiske regering, der i 1997 stod midt i et kontroversielt våbensalg, som Diana var stærkt kritisk over for.

Kort sagt skulle det skumle komplot skræmme Diana til tavshed og samtidig få hende til at droppe forholdet til den egyptiske Dodi al Fayed.

Et forhold som - ifølge Michael Mansfield - blev opfattet som stærkt problematisk af den britiske regering.

Mohammed al Fayed har før krævet en undersøgelse af omstændighederne for dødsfaldet, og det førte i 2007 til en kulegravning af sagen og en dom, der endte med, at både chaufføren, der kørte galt, og de paparazzi-fotografer, der var i hælene på ham, fik skylden for den fatale ulykke.

Den afgørelse har Mohammed al Fayed dog ikke på noget tidspunkt accepteret.