Kong Harald blev søndag middag raskmeldt efter en uges sygemelding.
Nu kan norsk Se & Hør afsløre, at raskmeldingen kom ganske belejligt – det passede nemlig med, at den norske konge kunne tage til sit barnebarns konfirmation samme søndag.
Ifølge det norske kongehus er kong Harald atter frisk efter sin ugelange forkølelse og kunne genoptage sine royale forpligtelser fra og med søndag.
Der var dog ikke nogen officielle programpunkter for den norske kongefamilie denne søndag. Det var dog dagen for prinsesse Märtha Louises yngste datters private konfirmation.
Og med til fejringen af 14-årige Emma Tallulah Behn var kong Harald og dronning Sonja.
Emma Tallulah Behn er datter af prinsesse Märtha Louise og den afdøde forfatter Ari Behn – foruden altså at være barnebarn til det norske kongepar.
Emma Tallulah Behn blev ifølge norske Dagbladet konfirmeret fra Jahr Kirke i Bærum søndag eftermiddag.
Mandag aften meldte det norske hof, at kong Harald måtte sygemelde sig med forkølelse.
'Han er blevet rådet til at tage den med ro de næste par dage,' lød det i den officielle melding.
Men først søndag morgen var kong Harald altså kommet sig over sin forkølelse. Dermed endte sygdommen også med at gå udover hans og dronning Sonjas bryllupsdag.
Mandag vender Kong Harald så for alvor tilbage til arbejdet, da han ifølge det norske kongehus' officielle kalender skal forestå en række audienser på Kongeslottet.
Kong Haralds helbred har skrantet de seneste år.
Så sent som i maj måtte den norske konge lade sig sygemelde og indlægge, da han i en uge var på hospitalet i behandling for en infektion.
Blot måneden før måtte han undergå en operation for at få fjernet et modermærke på højre kind.
December var også en hård måned for den norske konge, hvor han i flere dage var indlagt med en infektion, som han måtte have antibiotika i blodårerne for.
Generelt har kong Haralds helbred været hårdt prøvet de senere år, hvor han både har fået indsat en ny hjerteklap, er blevet opereret for en seneskade over knæet og haft corona.