Den svenske kongefamilie – kong Carl Gustaf, dronning Silvia, deres tre børn med ægtefæller og deres fem børnebørn i alderen tre måneder til fire år – var for første gang i mange år samlet til et traditionelt sommerbillede på Solliden slot 17. juli.

Da prinsesse Victoria, prins Carl Philip og prinsesse Madeleine var børn, var det ellers en fast tradition, at de – sammen med deres forældre – stillede op til en årlig sommerfotografering. Men den tradition stoppede, da børnene blev teenagere.

Nu, hvor de efterhånden voksne kongebørn selv har stiftet familier, er den tilbage, og Johan T. Lindwall, der er royal reporter på den svenske avis Expressen, er slet ikke i tvivl om, at det svenske hof har skelet til Danmark, der har haft sommerfotografering på Gråsten Slot i mange år.

Meget tæt på Frederik og Mary

»Jeg er 100 procent sikker på, at de er blevet inspireret af Danmark. Victoria og Daniel er meget nære venner med Frederik og Mary, og Carl Gustaf er dronning Margrethes fætter. Det er helt naturligt, at de hjælper hinanden med gode råd,« forklarer han til BT.

Også Jon Bloch Skipper, der er historiker og kongehusekspert, mener, at svenskerne kan være inspireret af danske forhold.

Han peger på, at en sommerfotografering er en oplagt mulighed for kongehusene for at vise sig fra en mere privat side.

»Det er en måde for offentligheden til at komme lidt tættere på de kongelige, men de vælger alligevel selv under hvilke omstændigheder. Det er en måde at placere dem i øjenhøjde,« siger han og tilføjer, at det især var dronning Ingrid, der var hurtig til at forstå vigtigheden af billeder af de kongelige.

»Hun og kong Frederik var gode til at åbne for pressen, så der findes masser af søde billeder af de tre små prinsesser fra dengang. Og siden sørgede hun for at samle hele familien på Gråsten fra 1970’erne til sommerfoto,« fortæller han.

Stikker fingeren i jorden

Endnu har det svenske hof ikke afgjort, om sommerens fotografering skal blive en fast tilbagevendende begivenhed.

»Vi tager et år ad gangen og ser, hvad der sker. Nu er det dette billede, og så må vi se, hvad det bliver til næste år,« fortæller Margareta Thorgren, der er informationschef ved det svenske hof, til Expressen.

Foto: 10030 Jonas Ekströmer/TT
Vis mere

Regentparret, kronprinsparret og deres fire børn stillede op til den årlige sommerfotografering på Gråsten Slot 15. juli. Foto: Henning Bagger
Regentparret, kronprinsparret og deres fire børn stillede op til den årlige sommerfotografering på Gråsten Slot 15. juli. Foto: Henning Bagger Foto: Henning Bagger
Vis mere