Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Onsdag nedlagde det spanske landshold modstanderne fra Costa Rica i deres første VM-kamp.
Ud over det opsigtsvækkende resultat på 7-0 var der en ganske særlig fan på VIP-tribunen, der har vakt opsigt.
Den spanske kong Felipe så nemlig sit lands åbningskamp på stadionet i den qatarske hovedstad, Doha, under det kontroversielle verdensmesterskab.
Dermed er den spanske konge den første royale, der er troppet op i den stærkt kritiserede ørkenstat for at heppe på sit hjemland.
Det er da heller ikke gået ubemærket hen i Spanien, at kong Felipe er i Qatar.
Den spanske – og generelt kongehuskritiske – regeringspolitiker Gerardo Pisarello har ikke mindst på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP udtalt, at det var »uheldigt«, at landets konge var taget til den kritiserede ørkenstat »uden at fremsætte nogen kritiske indvendinger mod, hvad der sker der«.
Det var dog på forhånd blevet meldt ud af det spanske kongehus, at kong Felipe ville se Spaniens åbningskamp mod Costa Rica.
Det vides ikke, om han har tænkt sig at blive hængende for at se flere kampe – såsom Spaniens næste mod Tyskland på søndag.
Herhjemme har der også været stor interesse for, hvilke officielle repræsentanter for Danmark der ville være til stede under VM i Qatar.
Ikke mindst, hvorvidt kronprins Frederik ville deltage, da han var fri til det, selvom den danske regering, hvis linje han sagde, at han ville følge, ikke ville tage til Qatar.
Til sidst blev det dog bekræftet, at Kronprinsen heller ikke ville troppe op.
Forinden Danmarks åbningskamp tirsdag mod Tunesien udsendte det danske kongehus i stedet et billede af kronprins Frederik, der heppede med hjemmefra med et landsholdstørklæde om halsen.