'Den sorte skole.' Sådan beskrives skolesystemet i Frankrig ofte, når folk skal forklare, hvordan det adskiller sig fra det danske.

Prins Joachim tager familien med til Paris, fordi han skal starte uddannelse, så der venter en ny hverdag for hans to børn.

Tirsdag oplyste kongehusets kommunikationsafdeling, at det er tanken, at de to børn, syvårige prinsesse Athena og niårige prins Henrik, skal begynde i en fransk skole.

»Generelt kan man sige om det franske skolesystem, at der er meget mere respekt for læreren, man hører, hvad læreren siger, og så er der meget mindre gruppearbejde.«

Torsdag den 24. januar 2019 fyldte prinsesse Athena syv år. Derfor skal hun finde sig i at få karakterer, når hun starter i en fransk skole.
Torsdag den 24. januar 2019 fyldte prinsesse Athena syv år. Derfor skal hun finde sig i at få karakterer, når hun starter i en fransk skole. Kongehuset

Det fortæller Sebastian Doubinsky, som er lektor, franskmand og ekspert i franske forhold.

»Den franske skole har også ændret sig meget og er meget mindre strikst i dag, men det er klart, at den vil være striks i forhold til skoler i Danmark.«

Han fortæller, at der er en anden relation til læreren i en fransk klasse. Man siger altid 'De' til en fransk lærer, men der vil også være tilfælde, hvor franske lærere kan finde på at tiltale eleverne i 'De'-form.

Efter den danske skolereform er de to systemer kommet tættere på hinanden, men den franske er stadig meget mere 'den klassiske sorte skole', som Doubinsky forklarer det.

Han siger, at han personligt håber på, at der bliver taget mere hensyn til børnene i det franske system.

Sebastian Doubinsky fortæller også, at der er mere udenadslære og mere hjemmearbejde i vente, og så skal prinsesse Athenna også finde sig i at få karakterer for sit arbejde.

Der er dog forskel på, om det er en privat eller offentlig skole, de royale børn skal gå i, når de flytter til Paris. De private skoler har frie tøjler. I Danmark går prinsesse Athena og prins Henrik i den katolske privatskole Sankt Joseph Søstrenes Skole i Ordrup.

De franske 15-årige skoleelever lander på en 26.-plads i den Pisa-test, der sammenligner 80 landes effekt af skolesystemet. Danmark ligger på en 20.-plads.