Det er ikke meget mere end en måneds tid siden, at prins Harry og hertuginde Meghan chokerede alt og alle, da de sagde, at de ikke længere ville være medlem af det britiske kongehus.

På daværende tidspunkt lød det, at det ville træde i kraft i 'foråret 2020', men nu er der kommet en officiel dato:

Deres nye status vil træde i kraft den 31. marts.

Det skriver flere britiske medier, deriblandt Sky News og Mirror.

Ifølge medierne vil parret deltage i minimum seks officielle begivenheder, før de officielt træder tilbage den 31. marts.

Dette inkluderer blandt andet et event med rockstjernen Jon Bon Jovi i slutningen af denne måned.

Parret befinder sig i øjeblikket i Canada med deres søn, Archie, hvor den lille familie er i fuld gang med at bygge en ny tilværelse op.

Den sidste officielle begivenhed, der står nedskrevet i parrets kalender, finder sted den 9. marts, hvor hele den royale familie vil deltage i den årlige fejring af Commonwealth Day i Westminster Abbey.

Det britiske kongehus har bekræftet, at Harry og Meghan beholder deres 'kongelige højhed'-titler, men at parret ikke vil bruge titlerne aktivt.

Fra den 1. april vil parret ikke længere have et kontor på Buckingham Palace.

Det var i januar, at prins Harry og hertuginde Meghan fortalte, at de ikke længere har lyst til at være en del af kongehuset.

»Vi har en intention om at træde tilbage som 'seniormedlemmer' af den royale familie og arbejde for at blive økonomisk uafhængige, mens vi fortsætter med fuldt ud at støtte Hendes Majestæt Dronningen,« lød det dengang.