Danskerne er vilde med prinsesse Isabella, der fylder 18 år 21. april og fredag bliver fejret med den første af to store fødselsdagsfester.
Faktisk er prinsessen så populær, at hun ifølge den danske befolkning bør have apanage.
Det viser en ny undersøgelse, som Megafon har lavet for TV 2.
Det går ellers stik imod Kongehusets udmelding fra 2016, hvor man gjorde det klart, at kun kronprins Christian skal have apanage og arbejde for Kongehuset.
Kongeparrets øvrige børn – herunder prinsesse Isabella – skulle derimod tjene sine egne penge og kun have få opgaver for Kongehuset.
Ifølge undersøgelsen mener hele 56 procent af danskerne, at prinsesse Isabella bør have apanage og arbejde for Kongehuset, hvis hun altså ønsker det.
Kun 35 procent mener, at hun ikke skal modtage apanage.
Danskernes holdning overrasker TV 2's kongehusreporter Marie Rønde, fordi kongehuse i resten af Europa skærer ned på både titler og apanage til kongefamiliemedlemmer.

Hun mener samtidig, at den massive fejring af den snart 18-årige prinsesse er et tegn på, hvad fremtiden bringer.
»Jeg synes, det er svært at tolke fejringen anderledes, end at man fra Kongehusets side ser prinsessen få en eller anden form for officiel eller arbejdende rolle i Kongehuset,« siger Marie Rønde til TV 2.
Prinsesse Isabella bliver fredag fejret på Aarhus Rådhus med blandt andet et stort modeshow, inden hun tirsdag 15. april fejres med et tv-transmitteret show i Det Kongelige Teater i København.
Til TV 2 henviser Kongehuset til udtalelsen fra 2016, hvorfor man må formode, at prinsesse Isabella ikke skal modtage apanage fremover.
