Det har vakt stor begejstring, at det danske kongehus igen i år har lavet deres egen julekalender, som denne gang sætter fokus på rigsfællesskabet.

Faktisk så stor, at der nu foreslås, at kalenderen bliver indspillet som en tv-julekalender, ligesom mange foreslår, at 'Nissepigens julerejse i rigsfællesskabet' – som juleføljetonen hedder – bliver til en billedbog eller en lydbog oplæst af selveste Dronningen.

Det fremgår af kongehusets sociale medier, der for andet år i træk har lagt platform til en billedfortælling om en lille nissefamilie i pap, som den kreative dronning Margrethe selv har klippet og klistret.

Årets julekalender fra kongehuset handler om en nissepige, der flyver ud på en rejse gennem rigsfællesskabet i et forsøg på at finde sine to søskende, som nissefamilien ikke har fejret jul med i 100 år.

Dronningen med sin hjemmelavede nissefamilie i pap.
Dronningen med sin hjemmelavede nissefamilie i pap. Foto: Kongehuset
Vis mere

Nissepigens søskende slog sig ned på henholdsvis Færøerne og i Grønland under Christian X og dronning Alexandrines store kongefærd i 1921 – og ingen har set dem siden, lyder det på kongehusets hjemmeside.

I løbet af julens 24 dage vil følgerne derfor blive klogere på det danske rigsfællesskab, færøske og grønlandske juletraditioner, myter og sagn sammenflettet med fortællinger om kongehuset gennem tiden.

Og det vækker altså så stor begejstring, at undersåtterne vil se mere, fremgår det af især kongehusets Facebook-side:

  • 'Den her julekalender minder mig om 'Pyrus'-julekalendere fra 90'erne, der også foregik i Rigsarkivet. Håber, den her bliver lavet som tv-julekalender – kunne være spændende med en julekalender, som Færøerne og Grønland og Island også indgår i.'
  • 'Det bliver da mere og mere spændende. Mon den kan fås i hard copy? Ville gerne læse den for mine børnebørn. Der er jo også en masse god danmarkshistorie (læring) i HM Dronningens historie.'
  • 'Synes, det skulle ud på en lydbog, så alle kan få glæde af den fantastiske danmarkshistorie. Glæder mig til i morgen'
  • ' … og gerne læst op af Majestæten.'
  • 'Tænk, hvis man kunne høre Dronningen læse op, mens man så billederne … hun fortæller så fint.'

  • Hvor ville det være dejligt, hvis historien og billederne blev udgivet på bog. Så kunne man læse den år efter år.'
  • 'Ville være dejligt at have den som bog for dem, som ikke har adgang til computer.'
  • 'Det er bare så flot. Kan man købe en bog om den julekalender? Jeg bor i Frankrig og ville være glad for det.'
  • 'Dejligt at følge nisserne og at høre historien. Mon ikke det kunne blive til en kalenderbog næste år, eller?'
  • 'Det er så super … Skulle fortælles på tv for os alle'.