Mange mennesker er onsdag mødt op ved Fredensborg Slot for at mindes prins Henrik.

Tirsdag blev prins Henrik fragtet fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot. Kort før midnat afgik han ved døden.

Det har onsdag fået danskerne til at valfarte til Fredensborg Slot for at sige farvel og mindes den afdøde prins.

Erik Nørgaard, 86 år:

»Prins Henrik har betydet meget for mig. Jeg bor i nærheden og i gamle dage, når jeg gik tur med min hund i parken, så mødte jeg Prins Henrik med sin hund. Så talte vi lidt om, hvordan det gik. Der var kunst i ham, liv og kulør, og han elskede at tale med folk. Det er et stort savn for kongefamilien. Han har været partriarken i familien for både børn og børnebørn.«

Eva Egeberg, 52 år:

»Hele kongehuset betyder meget for mig. Så, når Prins Henrik dør, bliver jeg berørt af det, og jeg har derfor behov for at sætte et lys i respekt for familien. Der er mange meninger og holdninger om prins Henrik, men det er svært at forestille sig, at han ikke skulle være her som person, da han har betydet meget for Danmark. Vi har mistet en stor personlighed, da jeg synes han har været en fremtrædende person i Kongehuset.«

Athena, 38 år, Emma, 5 år og Maja 9 år:

»Han var en stor del af kongehuset. Han var sej, fordi han har gjort oprør, havde sine egne meninger og ikke rettede sig ind efter, hvad folk forventede af ham. Han har været der for Dronningen hele vejen igennem og nu skal hun stå helt alene. Jeg vil huske ham for at have lavet lidt oprør og sagt sine meninger, når han har følt sig uretfærdigt behandlet.«

Marianne Sagertslev, 70 år:

»Jeg er her, fordi jeg er født i Fredensborg, og jeg har fulgt dem hele tiden. Det var jo århundreders 'lovestory', da Dronningen og prins Henrik blev forlovet i 1966. Og jeg kan huske, da jeg vinkede til ham for første gang - det var helt fantastisk. Han har betydet alverdens for Danmark - i og med, han har været Margrethes mand og en kæmpe støtte for hende hele tiden. Danmark havde været kedeligere uden ham, da han var en meget farverig person. Jeg vil savne ham meget.«

Lise Lundby Hansen, 43 år:

»Vi er her for at sige farvel til prinsen på en god måde, da vi synes, han har betydet meget for Fredensborg. Vi har fulgt ham og været bekymret de sidste dage, så det har været vigtigt for os at komme ned og tænde lys. Han gik ofte ture i Fredensborg og hilste på borgerne. Prins Henrik var munter, folkelig, og han turde sige sin mening. Jeg synes, man skal tale højt om, hvor stor en betydning han har haft for Dronningen. Han har været hende en rigtig god rådgiver, og han formåede at støtte op om hende, så vi har haft en glad og dygtig dronning. Og så er han far til vores kommende konge.«

Alexander Lundby Hansen, 9 år:

»Min morfar spillede bridge med prins Henrik, og min morfar havde sagt til ham, at han ventede på at blive morfar til mig. Og så havde prins Henrik designet et askebæger i guld og givet til min morfar. Og nu har jeg fået det i fødselsdagsgave. Så når der kommer en ny konge, så kan jeg sige 'jeg har en ting fra din far'. Jeg vil huske ham for at være en god prins, og generelt har han været god for Fredensborg.«