Drop nu snakken om at blive kongegemal og vær tilfreds med livet som prins. Sådan lyder opfordringen fra et stort flertal af BTs brugere til prins Henrik.

Efter at prinsgemalen endnu engang luftede sin utilfredshed i et interview med den franske avis Le Figaro, søsatte BT en afstemning blandt vores brugere for at undersøge, om der er folkelig opbakning til hans store ønske om at blive tituleret konge eller kongegemal.

Læs også: DF langer ud efter Prins Henrik: End ikke Dronningen vil høre om din konge-snak

Men det er der mildest talt ikke. 23.508 læsere har deltaget i afstemningen, og hele 88 procent mener ikke, at der skal ændres på Henriks titel som prins, selvom han i Le Figaro giver udtryk for sin frustration over manglen på ligestilling i det danske monarki.

Der er ifølge kommunikationsekspert Anna Thygesen, som er seniorrådgiver hos Geelmuyden Kiese, en tungtvejende grund til, at danskerne vender tommelfingeren nedad overfor prinsgemalens ønske.

Læs også:

»Monarkiet er jo ikke en demokratisk institution, så når han bringer ligestilling og rimelighed på banen, giver det ikke mening for os danskere. Nogen bliver vrede over det, mens andre griner ad det. Det er vist der, vi er,« siger hun til bt.dk.

Har det noget at gøre med prins Henriks person?

»Det tror jeg egentlig ikke. Det ville ikke være anderledes, hvis prins Henrik ikke selv havde taget det op som et problem.«

Se klippet fra hollandsk tv: Henrik åbner for konge-snakken nok engang

Anna Thygesen tror ikke, der er mange som reelt ønsker den lovændring, som skal til for at prinsgemalen kan få titel af konge.

»Enten er danskerne ligeglade. Ellers siger de, at han skal være konge for sjov. Jeg kender ikke nogen, som seriøst mener det. Han (prins Henrik, red.) tager monarkiet lidt for alvorligt i forhold til os danskere. Vi synes, det fungerer fint nok, som det er nu,« siger hun.

Læs også: Vennen om prins Henrik: Derfor vil han så gerne være konge

I marts bakkede et bredt flertal i folketinget op om en lovændring, men kun i tilfælde af at kongehuset selv anmoder om den.