Hun kom ind i bestyrelsen med store bogstaver og løfter om radikalt at ændre den kriseramte danske ridesport.

Men når bestyrelsen i Dansk Ride Forbund til april igen skal sættes, så træder prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein ud.

Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg er datter af dronning Margrethes lillesøster prinsesse Benedikte, og mor og datter har gennem livet delt kærligheden til ridesporten.
Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg er datter af dronning Margrethes lillesøster prinsesse Benedikte, og mor og datter har gennem livet delt kærligheden til ridesporten. Arkivfoto: Linda Kastrup

Efter en enkelt valgperiode i bestyrelsen har prinsesse Benediktes 50-årige datter nemlig valgt ikke at genopstille, fremgår det af rideforbundets indkaldelse til det såkaldte repræsentantskabsmøde i april.

Overfor Billed-Bladet sender bestyrelsesformanden for Dansk Ride Forbund, Kimi Gerd Nielsen, lutter rosende ord efter sit udtrædende bestyrelsesmedlem prinsesse Nathalie.

»Grunden til, at hun ikke genopstiller er, at hun er engageret i det svenske dressurlandshold. Så hun har meget travlt, og jeg har fuld forståelse for, at hun ikke føler, at hun har tid til at være i vores bestyrelse,« siger bestyrelsesformanden.

Prinsesse Nathalie har endnu ikke selv kommenteret sit kommende stop i Dansk Ride Forbund.

Prinsesse Benedikte har tre børn. Her ses døtrene, prinsesse Alexandra med sin mand grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, samt prinsesse Nathalie af Berleburg, ved ankomsten til fejringen af dronning Margrethes 50 års regentjubilæum i Det Kongelige Teater.
Prinsesse Benedikte har tre børn. Her ses døtrene, prinsesse Alexandra med sin mand grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, samt prinsesse Nathalie af Berleburg, ved ankomsten til fejringen af dronning Margrethes 50 års regentjubilæum i Det Kongelige Teater. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Prinsesse Nathalie har tidligere været landstræner for det danske dressurhold, men blev for et lille halvt år siden en del af trænerstaben på det svenske landshold i dressur.

Hun har også tidligere selv været eliterytter og har blandt andet vundet bronze i dressur til OL.

Prinsessen blev valgt ind i bestyrelsen i Dansk Ride Forbund i april 2024 efter sine kritiske røster om, hvordan »man har prøvet at beskytte visse mennesker« i dansk ridesport, efter en landsholdsrytters træningscenter blev taget i at mishandle deres heste.

Selvsamme landsholdsrytters far, Ulf Helstrand, endte med at trække sig som formand i Dansk Ride Forbund, og siden blev prinsesse Nathalie valgt ind som bestyrelsesmedlem.

Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein vandt en bronzemedalje i dressur til OL i London i 2012 med hesten Digby.
Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein vandt en bronzemedalje i dressur til OL i London i 2012 med hesten Digby. Foto: Søren Bidstrup

Men også efterfølgende kom der intern splid i forbundets bestyrelse, hvilket resulterede i, at også den nye formand Dan Boyter blev væltet – efter prinsessens ønske.

Men nu få måneder efter har prinsesse Nathalie altså valgt selv ikke at genopstille til bestyrelsen i Dansk Ride Forbund.