Dansk politi skal hjælpe ved kong Haralds begravelse
Også svensk politi skal hjælpe.

Også svensk politi skal hjælpe.

Dansk politi skal bistå norsk politi i forbindelse med begravelsen af kong Harald.
Ifølge Dagbladet har Rigspolitiet i Danmark bekræftet, at der er kommet en anmodning om assistance fra Oslo.
»Dansk politi imødekommer,« som det også lyder fra Rigspolitiet til mediet.
Konkrete oplysninger om, hvad hjælpen skal gå ud på, er dog ikke blevet videregivet.
Det var i fredag morgen i sidste uge, at Kong Harald gik bort.
Hans begravelse finder sted 9. september, onsdag i næste uge, og også svensk politi har tidligere bekræftet, at man vil assistere norsk politi ved dén lejlighed.
For begravelsen ventes at tiltrække et stort opbud af kongelige og statsoverhoveder fra hele verden.
Allerede nu står det klart, at ceremonien i Oslo Domkirke bliver en af de største sikkerhedsoperationer nogensinde i Norge.
»Det bliver en enormt stor politioperation. Det handler både om sikkerhed og om at gennemføre det på en værdig måde,« som Tomm Berger, indsatsleder ved politiet i Oslo, har sagt til VG.
Endnu er detaljer om begravelsen og gæstelisten ikke blevet offentliggjort.
Kong Harald blev 89 år.