Mens sigtelserne mod den norske kronprinsesses søn, Marius Borg Høiby, bliver ved med at tikke ind, bliver sagen mere og mere alvorlig.
Sådan lyder det fra en af Danmarks førende forsvarsadvokater Mette Grith Stage, der mener, at Marius Borg Høiby kan ende med at blive varetægtsfængslet – og i værste fald ende flere måneder i fængsel.
»Det bliver da selvfølgelig mere og mere alvorligt jo flere episoder, der er. Det er særdeles uheldigt for ham og selvfølgelig og uheldigt for kongefamilien,« siger Mette Grith Stage, efter at B.T. forlægger hende weekendens udvikling i Marius-sagen, hvor den 27 årige både er blevet anholdt på ny og sigtet for flere nye forhold.
»Alt andet lige er det sådan, at jo flere episoder der er, jo dårligere ser det ud for den sigtede,« forklarer forsvarsadvokaten.
Marius Borg Høiby blev første gang anholdt den 4. august, efter at hans ekskæreste havde anmeldt ham for vold, trusler og hærværk, som han siden blev sigtet for.
Sidenhen blev han også sigtet for 'mishandling' af de to ekskærester, Juliane Snekkestad og Nora Haukland, efter at begge selv på de sociale medier havde fortalt om uheldige episoder med Marius Borg Høiby.
Og senest er han blevet sigtet i endnu et forhold, nemlig for at have kommet med dødstrusler mod en person. Du kan læse politiets sigtelser her.
Politiet har bekræftet overfor det norske medie Dagbladet, at der er tale om dødstrusler. Ifølge Dagbladet var det mod en mandlig bekendt.
Det skriver mediet efter at have afsløret telefonsamtalen, hvori truslerne blev frembragt. Det skete i en telefonsamtale den 5. august med den forurettede ekskæreste fra den første sigtelse.
Dertil kommer også, at sigtelsen mod Marius Borg Høiby er blevet udvidet i forhold til hensynsløs adfærd og brud på besøgsforbud. Sidstnævnte var ifølge politiet årsag til, at han blev anholdt fredag aften, da man frygtede 'gentagelsesfare'.
Ifølge Mette Grith Stage har sagen udviklet sig i en ret uheldig retning for Marius Borg Høiby:
»Det er klart, at hvis man først er sigtet for flere tilfælde af vold, og man så får et tilhold, som man så overtræder, og man så i forlængelse heraf også kommer med dødstrusler mod andre, så bliver det en perlerække af kedelige episoder,« siger hun og tilføjer:
»Man kan jo sige, at på et eller andet tidspunkt – sådan vil det i hvert fald være i Danmark – vil man stå i den situation, at hvis man fortsætter med at overtræde tilhold, og man fortsætter med at lave ligeartet kriminalitet i form af vold og trusler, så er den eneste måde, som politiet til sidst kan stoppe det på, ved at varetægtsfængsle.«
»Så det er klart, at hvis det her fortsætter, så kan det blive aktuelt med en varetægtsfængsling, da det er den eneste måde, man kan holde ham i ave på.«
Det er jo ikke noget, vi normalt ser ske med folk tæt på de kongelige?
»Nej, det er ret usædvanligt.«
Hvor alvorlig er sagen for Marius Borg Høiby nu?
»Det bliver jo selvfølgelig mere alvorligt for hvert forhold. Det er ikke fordi, et trusselforhold i sig selv giver nogen høj straf,« siger Mette Grith Stage og forklarer, at straffen i et voldsforhold afhænger af, hvor alvorligt det er.
»Men det siger sig selv, at jo flere forhold, man bliver dømt for, jo højere bliver straffen,« siger Mette Grith Stage.
Har du et bud på, hvad straffen kan blive?
»Norsk ret er nok ikke så fjern fra dansk ret, og her siger man, at et trusselforhold giver omkring 20 dage. Har man slået nogen med en knytnæve, så er man typisk oppe på 40 dage. Har man taget kvælertag, så afhænger det selvfølgelig af, hvor kraftigt det har været, så det giver måske 60 dage. Men mange bække små, og er der tilstrækkeligt med små forhold, der hver især giver 40 dage, så kommer man måske alligevel op på adskillige måneders forhold i sådan en sag,« siger hun.
Mette Grith Stage tilføjer, at hun ikke kender strafferammen i Norge, og at hun ikke bekendt med sagens detaljer, men har forstået, at Marius Borg Høiby blandt andet er sigtet for overtrædelse af den norske straffelovs paragraf 282, som har en strafferamme på 6 år.
Politiet har ikke oplyst, hvilken slags vold Marius Borg Høiby har begået, men oplyser, at han i det første forhold fra den 4. august er sigtet for vold i form af legemsbeskadigelse, hensynsløs adfærd og brud på besøgsforbud.
Sigtelserne i forbindelse med de to andre ekskærester, Juliane Snekkestad og Nora Haukland, drejer sig om den norske straffelovs paragraf 282, som hedder 'mishandling i nære relationer', hvilket defineres som 'den, som ved trusler, tvang, frihedsberøvelse, vold eller andre krænkelser, alvorlig eller gentagende mishandler en person, slægtning eller ægtefælle eller sambo'.
Alle sigtelserne hører under den norske straffelovs kapitel 25 'Voldslovbrud mv.'
Vil du høre flere historier om de kongelige, så lyt til B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen', hvor vi i denne uge har fokus på det bizarre nazitestamente, der i årevis gjorde livet surt for prinsesse Benediktes familie.
I 11. time lykkedes det dog at få omstødt testamentet og sikret en arving til Berleburg. Hør den både triste og rørende historie.
Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.