Prins Harry vaklede en del i sine forklaringer, da han tirsdag og onsdag skrev sig ind i historiebøgerne, da han som den første fra den britiske kongelige familie i 132 år vidnede i retten.

Vibeke Borberg, der er advokat med speciale i medieret, er dog ikke imponeret. Hun mener, at prinsen må finde noget tungere skyts frem, hvis hans skal vinde sagen mod Daily Mirror, som hun kalder »en vanskelig sag«.

»De skal jo føre et bevis for, at der er indhentet informationer om dem ved hjælp af ulovlige metoder. Det skal de jo gøre for at vinde. Og derefter skal de jo overbevise retten om, at man ikke kunne anvende kontroversielle eller grænseoverskridende metoder,« siger Borberg og tilføjer:

»De har jo en ret tung bevisbyrde, når der står en på den anden side og siger, at de ikke har brugt ulovlige metoder.«

Prins Harry i retten.
Prins Harry i retten. Foto: Julia Quenzler/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den højprofilerede retssag tog sin begyndelse 10. maj og er en civilsag, hvor prins Harry sammen med tre andre klagere repræsenterer flere kendte, der sammen sagsøger Mirror Group Newspapers (MGN) for at have brugt informationer, som de mener mediet har tilegnet sig på ulovlig vis, til artikler.

Blandt andet anklager prins Harry MGN for at have hacket telefoner og aflyttet hans telefonsvarer for at have fået fat i nogle af de oplysninger, der har stået i mindst 33 artikler.

I retten er de 33 artikler blevet gennemgået, og mens prinsen ifølge de britiske medier virkede lidt nervøs tirsdag formiddag, så forlød det, at han virkede mere komfortabel tirsdag eftermiddag.

Da han blev krydsforhørt af MGNs advokat tirsdag sent på eftermiddagen og onsdag, virkede prinsen dog vaklende i flere forklaringer. 

Prins Harry med sin advokat David Sherborne.
Prins Harry med sin advokat David Sherborne. Foto: Hannah McKay/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Flere gange tilbageviste MGNs advokat, Andrew Green, prinsens beskyldninger med påstanden om, at oplysningerne var blevet fundet i andre artikler – eller at det var bekendte af prinsen – herunder hans tidligere kærestes onkel – der havde udtalt sig i et interview.

Prins Harry indrømmede flere gange, at han ikke var bekendt med de pågældende oplysninger. Og da han blev adspurgt direkte, om han for eksempel har nogen tekniske beviser for, at journalister eller andre fra Daily Mirror havde hacket hans telefon, svarede han ifølge Daily Mail: 

»Nej. Det er en del af grunden til, at jeg er her, ærede dommer.«

Vibeke Borberg hæfter sig ved, at både MGNs advokat samt prins Harrys juridiske hold virkede til at være godt forberedte.

Hun mener dog, at prins Harrys side skal finde nogle stærkere beviser frem, hvis de skal gøre sig håb om at vinde sagen.

»Indtil videre synes jeg ikke, det lyder, som om man har tekniske beviser. Det, jeg har kunnet læse om, hvad der er foregået i sagen ind til videre, virker meget til at være en slags omvendt bevisførelse i form af 'Det kan ikke være sket på anden måde end ved at…' Og det tror jeg ikke, man kan vinde sagen på,« siger hun med henvisning til, at prins Harry flere gange har svaret, at han ikke kan se, at bestemte oplysninger kan være kommet frem på anden måde end ved at blive erhvervet ulovligt ved for eksempel aflytning. 

»Din fantasi og dine spekulationer kan ikke lægges til grund som beviser,« siger Borberg.

Men at finde håndgribelige beviser i sådan en sag kan være svært, vurderer hun.

»Især i sådan nogle sager, der handler om kendte og kongeliges privatliv, for der arbejder medierne jo ikke med åbne kilder,« siger hun og forklarer, at det kan være, at de tekniske beviser kommer senere. Det kan for eksempel være dokumentation af, at fremmede har aflyttet en telefonsvarer.

Prins Harry med sin ekskæreste Chelsy Davy, som flere af artiklerne handler om.
Prins Harry med sin ekskæreste Chelsy Davy, som flere af artiklerne handler om. Foto: Ian Jones/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men indtil de tekniske beviser eventuelt kommer på banen, mener hun ikke, at prins Harry står stærkt:

»Jeg synes, at sagen på den måde indtil videre virker en lille smule svag,« siger hun og tilføjer, at selv om beviserne bliver lagt frem, så vil der stadig være lang vej igen.

»Næste skridt er, om medierne overhovedet var forhindret i at bruge den metode. Medierne er jo indimellem berettiget til at bruge kontroversielle metoder, hvis den information, de fremskaffer med den, er meget vigtig. Og det bliver det næste diskussionspunkt. «

Prins Harrys afhøring sluttede onsdag, men sagen er langtfra slut. Flere andre skal afhøres.

Onsdag eftermiddag var det en af journalisterne fra Daily Mirror, Jane Kerr, der blev afhørt. Og hendes afhøring forsætter torsdag.

»De mangler at afhøre en masse af dem, der føler sig krænket, hvilket man i de her sager godt kan forstå, at de er. For det er jo meget personlige oplysninger. Men selv om man godt kan forstå deres indignation over det, så tror jeg stadig, det er en svær sag. Det er en vanskelig sag,« siger hun.