Det er fantastisk, 'uvurderlig reklame', 'udelukkende positivt'. 70 millioner mennesker har set Frederik og Mary på forsiden af det mest læste magasin i USA, Parade. Det får Visit Denmark og Dansk Industri til at række hænderne i vejret.

- Det er fantastisk! At få en forside på magasinet Parade er uden tvivl rigtig godt for Danmark .

- Det er rigtig god branding, specielt fordi det giver et positivt og mere personligt billede af Danmark , siger Tina Baungaard-Jensen, international PR og branding chef i Visit Denmark.

I Dansk Industri vækker det begejstring, hver gang der er fokus på Danmark . Og når det er så positivt som i dette tilfælde, er det uvurderlig reklame.

Læs mere neden for

Positivt syn
- Det smitter af, når danskere kommer til udlandet, fordi andre ser positivt på os. Det er med til at rodfæste Danmark som et positivt og godt land, siger Hans Peter Slente, marketingchef i Dansk Industri.

Det er svært at sætte tal på, hvor mange ekstra turister der vil komme til Danmark eller hvor mange ekstra forretningsforbindelser, der kan tilskrives Frederik og Mary. Det handler i højere grad om opfattelsen af vores lille land.

- Vi jubler over det. Det er ved at slå igennem i hele verden, at Danmark er verdens lykkeligste befolkning, siger Tina Baungaard-Jensen.