Kommer Trump? Måske Vance? Eller bliver det Rubio? Det kan jo også være, de sender Melania?

De seneste dage har spekulationerne taget til i Oslo.

Dukker den amerikanske præsident op til kong Haralds begravelse? 

Og hvis ikke, hvem vil så repræsentere USA ved den store royale begivenhed. 

Dagen før, kongen stedes til hvile, er der endnu ingen meldinger om, hvorvidt USA bliver repræsenteret. Og i givet fald, hvem der så kommer.

Det skriver den norske avis Dagbladet.

Det vides endnu ikke, om Donald Trump har tænkt sig at deltage i kong Haralds begravelse.  Arkivfoto: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

Avisen har forsøgt at kaste lys over sagen ved at spørge det amerikanske udenrigsministerium.

Her henviser man til Det Hvide Hus, som tilsyneladende ikke har bidraget med et svar. 

Kong Harald var protektor for både det kulturelle center Norway House i Minneapolis og Norwegian Lutheran Memorial Church, også i Minneapolis.

Begge institutioner sender repræsentanter.

Men det officielle USA har endnu ikke meldt sin ankomst.

Og det undrer mange i Norge.

Selvom kong Harald aldrig har mødt præsident Donald Trump, havde kongen et meget tæt forhold til USA.

Kongen var tre år gammel, da Norge i 1940 blev invaderet af tyskerne.

Kong Harald boede i USA som helt lille dreng.  Arkivfoto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix

Den lille prins flygtede først til Sverige med sin mor, kronprinsesse Märtha, og søstrene Ragnhild og Astrid. Herfra rejste familie videre til USA.

Familien boede først som gæster i Det Hvide Hus, inden de flyttede til Pooks Hill uden for Washington.

Her boede de i næsten fem år. 

Årene i USA kom til at præge ham hele livet, og ifølge tidligere diplomat og ambassadør i USA, Kåre R. Aas, havde landet en helt særlig plads i hans hjerte. 

»Kong Harald har været en vigtig figur i udviklingen af ​​forholdet mellem Norge og USA. Han var meget ivrig efter at besøge USA regelmæssigt,« siger Aas til Dagbladet. 

Alligevel mener flere USA-kendere, at det er nærmest utænkeligt, at hverken Trump selv, hans hustru eller vicepræsident J.D. Vance indfinder sig.

Så ville Oslo nemlig allerede nu være fyldt med amerikanske sikkerhedsfolk, der ville have travlt med at forberede besøget.

Heller ikke B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, tror, at Donald Trump kommer til Oslo onsdag. 

»Det ville overraske mig ekstremt meget, hvis der fra amerikanske side kommer noget højere oppe i systemet end en ambassadør eller viceudenrigsminister til kong Haralds begravelse. Hvis det bliver helt vildt, kan udenrigsminister Marco Rubio måske melde sin ankomst,« siger han.

Han mener, at forholdet mellem USA og Europa samt det faktum, at Trump aldrig har mødt kong Harald, spiller ind.

»Forholdet mellem USA og Europa – herunder Norge – er historisk ringe. Og i Norge har der efter Grønlandssagen været en bekymring for, at den norske øgruppe Svalbard kunne være Trumps næste fokus.«

»Når man lægger det sammen med, at kong Harald og Trump aldrig har mødt hinanden, så vil det være højst overraskende med prominent amerikansk deltagelse. Og det er de måske egentlig ret godt tilfredse med i Norge – selvom de aldrig ville sige det officielt,« siger Jeppe Elkjær.

Du kan følge kong Haralds begravelse her i B.T.s liveblog.