Mormors lille café har haft en travl uge op til barnedåben.

 Det er dagen før dagen, hvor endnu en stor royal begivenhed finder sted i den lille pittorske landsby Møgeltønder.

På byens pigstenede hovedgade,hvor de stråtækte huse står skulder ved skulder, er der et vældigt leben ved det lille, hvide stråtækte hus, hvor Mormors lille café ligger.

Herfra breder duften af grillede pølser fra en kæmpegrill sig med duften af friskbrygget kaffe. I og udenfor står adskillige mennesker alle klædt i beigefarvede t-shirts og sorte bukser. De har travlt med at vende de duftende pølser eller lange fem lags lagkagestykker med fire lag flødeskum på og kaffekopper over disken i det meget lavloftede lokale.

Midt i det organiserede virvar står en stout, rødhåret kvinde med et stort forventningsfuldt smil på ansigtet. Det er Pia Berg-Matzen, som sidste år overtog den lille café.

- Det er min første royale begivenhed her i cafeen. Så det er spændende, om får vi får det hele til at løbe rundt, smiler hun og tilføjer to sekunder efter:

- Og om vi har lavet mad nok?

De få ansatte har ellers gjort, hvad de kunne for ikke at løbe tør for mad i løbet af weekenden.

- Hele ugen har vi hver dag lavet frikadeller af 10 kilo fars, fortæller Pia Berg-Matzen.

Det gælder nemlig om at være godt forberedt i den lille café, hvor et større hold pressefolk og ansatte fra TV2 har booket sig ind hele weekenden.

Det er som sagt fjerde gang i løbet af fire år, Møgeltønders idyl danner rammerne om en stor kongelig begivenhed. Derfor tager beboerne det i stiv arm, at deres lille by pludselig bliver invaderet af pressefolk fra ind- og udland samt prominente, kongelige gæster. Byen er nemlig vant til at se prinsen og prinsessen fra Schackenborg.

- Vi er vant til at se prinsesse Marie køre forbi og vinke til os. For nylig kom hun, prins Joachim og lille prins Henrik for at få kaffe og lagkage. Det kunne Henrik rigtig godt lide, han guffede løs af lagkagen, fortæller Pia Berg-Matzen, der synes, det er hyggeligt, den kongelige familie fra slottet kommer i cafeen.

- Her i Møgeltønder er de jo private, og sådan bliver de også behandlet af os, siger hun i en afgørende tone.