Frygten for coronavirus har nu også ramt kongehuset. I hvert fald er virussen nu skyld i, at Dronningen må aflyse et arrangement.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Torsdag forlægger Dronningen residens til Fredensborg slot, hvor hun bor forår og efterår. Det markeres normalt med et fakkeltog af byens borgere, som ender ved slottet, hvor Dronningen tager imod.

Fakkeltoget er en traditionel begivenhed, hvor byens borgere kommer til Fredensborg for at ønske den kongelige familie et skønt forår og dejlig sommer på slottet.

Fakkeloptog er byens måde at hilse Majestæten velkommen på. Men det kommer altså ikke til at ske i år.
Fakkeloptog er byens måde at hilse Majestæten velkommen på. Men det kommer altså ikke til at ske i år. Jens Nørgaard Larsen

Men det kommer altså ikke til at ske på torsdag.

For grundet frygten for coronavirussen har Fredensborg Kommune i samråd med kongehuset valgt at aflyse arrangementet.

'Fakkeltoget i Fredensborg den 12. marts 2020 er aflyst.

Beslutningen er taget af Fredensborg Kommune sammen med Kongehuset og sker på baggrund af myndighedernes anbefalinger for at begrænse udbredelsen af covid-19', skriver kongehuset.

Ind imellem har kronprinsparret også taget imod Fredensborgs borgere sammen med dronningen, som f.eks. her i 2010.
Ind imellem har kronprinsparret også taget imod Fredensborgs borgere sammen med dronningen, som f.eks. her i 2010. Keld Navntoft

Aflysningen kommer kun tre dage efter, at Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen (S), oplyste til Frederiksborg Amts Avis, at fakkeltoget på daværende tidspunkt endnu ikke var aflyst.

Men på trods af, at der ifølge borgmesteren normalt højst deltager 500-600 mennesker i fakkeltoget - hvilket er noget færre end de 1.000 personer, som myndighederne anbefaler, at man holder sig under - så har man altså valgt at aflyse arrangementet.

Det vides endnu ikke, om coronavirussen får konsekvenser for andre af kongehusets arrangementer.

Du kan følge nøje med i situationen omkring coronavirussen her i vores liveblog.