Det royale miljø er tilsyneladende ikke ukendt for Christopher O'Neill og hans familie.

Den unge børsmægler blev kædet sammen med prinsesse Madeleine for et par dage siden, og nu afslører en svensk avis, at også hans mor har flirtet med en kongelig.

Den svenske avis Expressen skriver i dag, at Christopher O'Neills mor er vant til at omgås de rige og berømte som sin søn. Den stenrige Ivana Trump, der har været gift med erhvervsmanden Donald Trump, er blandt hendes veninder.

Mere interessant er det dog, at hun også kædes sammen med den engelske prins Charles. Ifølge Expressen har de to været kærester.

Glade sammen

Da Madeleine blev filmet på restauranten 'The Boathouse' i New York af en spansk turist tidligere på ugen, fik de svenske medier travlt med at identificere prinsessens mandlige selskab.

Nu står det klart, at fyren i videoen er den 35-årige Christopher O'Neill. En amerikansk børsmægler fra en velhavende familie, der mødte Madeleine fordi han tilbragte tid med en flok svenskere i New York, som introducerede de to for hinanden.

Ifølge kilder tæt på parret er den svenske prinsesse og den amerikanske rigmandssøn blevet kærester, og de har kendt hinanden siden efteråret.

- De spiser middage sammen og ses ofte ude sammen. De virker til at have det godt, og hun er altid rigtig glad, når hun er sammen med ham, siger en kilde til den svenske avis Aftonbladet, der var først til at afsløre Chris O'Neills navn.

Expressen skriver dog i dag, at Madeleine fortsat betragter sig selv som single - i hvert fald officielt.

Christopher O'Neill er uddannet fra Columbia University i finansøkonomi, hvor han blev færdig i 2005, og han har før gået på privatskole i Schweiz.