Prins Henrik ønsker ikke at blive begravet ved siden af dronning Margrethe regentparrets planlagte fælles gravsted i Roskilde Domkirke. Det bekræftede kommunikationschef i kongehuset, Lene Balleby, torsdag i et interview med BT.

Nyheden vakte torsdag opsigt i Danmark, og også i udlandet har prins Henriks kontroversielle udmelding givet genlyd.

Flere internationale medier har således også registreret, at prinsgemalen ikke ønsker den traditionelle, royale begravelse ved siden af sin kone.

Den amerikanske avis The New York Times skriver under overskriften 'Danmarks prins Henrik ville være konge. Så han vil protestere til evighed', at 'Prins Henrik af Danmark har været gift med landets dronning i 50 år, og han har båret nag hele tiden.'

Britiske BBC bringer også historien om prins Henriks beslutning og skriver, at 'Dansk prins nægter at blive begravet med sin kone, Dronningen.'

Sky News skriver, at den 'Dansk dronnings mand nægter at dele grav i protest over prinsens titel,' mens det britiske, royale medie Royal Central kalder prins Henrik for 'pinlig for monarkiet'.

Nyheden om prins Henrik har også nået både franske og australske medier.

Lene Ballyby fortalte torsdag, at det er prins Henriks beslutning er en konsekvens af, at han ikke er blevet sidestillet med dronningen i kraft af en titel.

»Det er ingen hemmelighed, at prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere. For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle – ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket,« fortalte Lene Balleby til BT. Hun meddelte samtidig, at dronning Margrethe er indforstået med beslutningen.

Lene Balleby understreger desuden i interviewet med BT, at prins Henriks beslutning ikke betyder, at regentparret bliver skilt, men at dronningen gerne havde set, at prinsgemalen havde truffet en anden beslutning.

»Selvfølgelig er det en beslutning, som dronningen nok gerne havde været foruden. Men dronningen har kendt til den igennem længere tid, så den kommer ikke nu som en overraskelse. Den betyder ikke, at der ændres i eksempelvis regentparrets planer om at holde deres ferie sammen i Frankrig,« siger Lene Balleby.

Hun bekræfter desuden, at prins Henrik skal begraves i Danmark, men de præcise omstændigheder er ikke på plads.