Den norske kronprinsesse Mette-Marits ældste søn, Marius Borg Høiby, blev natten til søndag anholdt og sigtet i en voldssag i Oslo.

Det skriver Dagbladet.

I en sms til mediet bekræfter Marius Borg Høibys advokat, Øyvind Bratlien, sigtelsen. 

'Der er tale om den mindst alvorlige form for vold. Hverken min klient eller jeg er blevet gjort bekendt med sagens fulde indhold, og han har, efter mit råd, endnu ikke udtalt sig. Der er derfor ikke meget jeg kan sige nu,' skriver advokaten.

Hændelsen skal have fundet sted i en lejlighed i Frogner.

En kvinde i tyverne befandt sig i lejligheden, og hun skulle, ifølge Dagbladets oplysninger, være offer i sagen.

Det er endnu uklart, hvordan Marius Borg Høiby forholder sig til sigtelsen.

Politikilder fortæller til Dagbladet, at kronprinsessens søn blev anholdt tidlig søndag morgen.

Lejligheden, hvor han blev anholdt, fremstår smadret efter anholdelsen.

Det norske medie har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Marius Borg Høiby og kongehusets kommunikationschef.

Politiets sikkerhetstjeneste (PST), som har ansvaret for kongefamiliens sikkerhed, bekræfter overfor Nettavisen, at de er blevet orienteret om hændelsen. 

Det vakte opsagt i Norge, da kronprins Haakon tirsdag dukkede alene op ved OL i Paris. Det havde længe stået i parrets kalender, at både han og kronprinsessen ville være til stede. 

»Kronprinsessen har udsat sin rejse, men håber på, at hun kan tage afsted til OL senere,« siger en kommunikationsrådgiver fra kongehuset til Dagbladet.