Da to britiske fodboldhold tørnede sammen i weekenden, var fokus ikke kun på det, der skete på banen. Det var også på det, der skete på tribunen.

For på et af sæderne sad den seksårige prins George.

Flankeret af sine forældre - prins William og hertuginde Kate - og sin to år yngre søster, Charlotte, havde George debut til en Premier League-kamp - og det gik ikke stille for sig.

Der er i hvert fald ikke umiddelbart nogen tvivl om, at den unge prins har arvet sin fars glæde ved sporten. Og måske især for holdet Aston Villa, som William længe har været fan af.

Da midtbanespilleren Conor Hourihane scorede et af kampens mål mod Norwich City (som iøvrigt endte 5-1, red.), kunne George i hvert fald ikke sidde stille i sit sæde.

Han hoppede op og ned, rakte sine arme i vejret og jublede højlydt med - mens et stort smil afslørede, at han har tabt et par af sine forreste mælketænder.

Klippet af den lille prins, der fejrer scoringen, har hans forældre efterfølgende delt på deres officielle Instagramprofil, hvor man kan høre, hvordan tv-kommentatoren til kampen konstaterer:

'Det er lige meget, hvad din baggrund er. Dét der er, hvad fodbold betyder.'

Det klip er siden blevet set mere end fire millioner gange - og den britiske prins hyldes for sin gejst i kommentarsporet:

'Han bekymrer sig ikke over, at han kan blive den fremtidige konge. Han er bare en ung dreng, der har det sjovt. Det er dejligt, at han kan nyde det,' skriver en bruger, mens en anden skriver:

'Vores fremtidige konge er så nuttet!'

Ord som 'bedårende', 'sød' og 'kær' går overordnet set igen i mange af kommentarerne:

'Jeg kan slet ikke håndtere, hvor sød han er,' skriver en bruger.

Andre roser også prins William og hertuginde Kate for den måde, de har opdraget ham på:

'Vores lille prins George har en fest! Tak til prins William og Kate for at give deres søn muligheden for at nyde disse normale ting,' skriver én, mens en anden skriver:

'Det her reddede min dag. At se ham så glad og have det godt. Din mor (Williams mor, afdøde prinsesse Diana, red.) ville være stolt af, hvordan du opdrager hendes børnebørn, og jeg vil, at hun ville elske George, Charlotte og Louis (William og Kates yngste søn, som ikke var med til kampen, red.).'