Jægeren byttede roller med byttet. I en nåleskov ved Hunneberg havde en tydeligt rystet kong Carl Gustav torsdag afbrudt sin jagt med bl.a kronprins Frederik og indkaldt til pressemøde. Hoffet havde lovet svar på nationens brændende spørgsmål - har kongen været på 'grisebassen'?

Er der sandhed i bogen 'Carl XVI Gustaf - den modvillige monark', hvor kongen beskyldes for at have været dronning Silvia utro med en svensk sangerinde, at have bestilt damer til 'aftenkaffen', og for at have brændt 10.000 dollar af ved et stripshow?

Bag rækkerne af mikrofoner, uudtalte spørgsmål, og snurrende tv-kameraer stod han så. Kongen. Ekviperet til jagt, men med et flakkende blik som en skræmt buk.

Krisemøde på slottet

- Jeg har set en del overskrifter, som ikke har været særligt rare. Jeg har talt med Dronningen og familien om det. Nu vender vi et blad, ganske som I gør det i jeres aviser, og ser fremad i stedet, sagde den svenske konge, og fremkaldte et utroligt mentalt billede af sit krisemøde med dronningen.

En brødebetynget monark i en alvorssnak med Silvia, om udenoms-snask, strippere og andet slibrigt. Ved pressemødet indrømmede Carl Gustaf, at han endnu ikke havde læst den bog, som han med slet skjult ironi sagde, var skrevet i hans ære.

- Vi fik den meget sent onsdag eftermiddag. Hele dagen var jeg på et andet job, og jeg har ikke tid til at sidde at læse bøger, desværre, sagde den ordblinde konge.

Han kredsede dog om bogens beskyldninger og kom med en udtalelse, der tangerede en indrømmelse:

- Hvad jeg har forstået fra bogen, ligger de her situationer langt, langt tilbage i tiden. Derfor vælger vi at se fremad. Det skal nok blive godt, sagde han.

Uden at præcisere hvilke af bogens mange beskyldninger, der var foregået for lang tid siden.

Kong Carl Gustafs diffuse kommunikation, og det, at han hverken be- eller afkræftede bogens beskyldninger på pressemødet, er faldet svenskerne for brystet. Den svenske hofreporter og kongehusekspert Daniel Nyh­lén kalder ligefrem kongens pressemøde ufyldestgørende og arrogant.

En kæmpe brøler

- Hoffet har begået en kæmpe brøler ved ikke at rådgive Kongen bedre. Det er seriøse ting, vi taler om her. Vi taler om, at kongen har været i natklubber, der er ejet af underverdenen. Vi taler om strippere og utroskab.

- Mit store spørgsmål er, hvorfor afviste han ikke rygterne? I stedet vendte han pressen ryggen.

- Kongen burde være mere interesseret i at vide, hvad befolkningen synes om ham og give dem et klart svar. Undervurder ikke det svenske folk, Carl Gustaf, lyder Nyhléns opfordring til regenten.

Smutter til udlandet

En opfordring om åbenhed og ærlighed, som Nyhlén og resten af broderfolket ikke skal gøre sig de store forhåbninger om.

Ganske som da et utroskabsdrama ramte kongens unge datter prinsesse Madeleine (hun rejste til New York efter bruddet med Jonas Bergström, red.), flygter pappa Carl Gustaf væk fra blitzerne og pressekorpset. Og tager til udlandet.

- Jeg beder jer om at give os ro, for vi har visse forpligtigelser, næsten hver dag. Og jeg kommer ikke til at være tilgængelig på samme måde som i dag, sagde kongen afslutningsvis på pressemødet.

På søndag rejser han til Kina sammen med en handelsdelegation.